NFSGrundtvig_1923

106

derved gør ikke blot sig selv, men det hellige, han vil for­ svare, til Spot for Daarer og ildesindede. »Thi sandelig,« siger han, »ligesom saadanne Mennesker i ethvert Forhold afstedkommer Forstyrrelse, saa bliver de tit, uden at ville det, Kristi Korses Fjender; de giver en Forargelse, de ikke kan læge, vækker en Tvedragt, de ikke kan stille.« Om Clausen taler han med meget blidere Ord: Vejen til Sand­ heds Erkendelse er lang og trang; derfor skal vi hjælpe hver­ andre, og naar nogen tilbyder os noget, der skal tjene os til Fremgang i Visdom, saa lad os prøve det og beholde det gode. Clausens store Bog havde i øvrigt ikke tiltalt Mynster. Privat skrev han om den: »Den tykke Bog er en temmelig tynd Bog, fuld af urigtige Paastande, af utilgivelige Inkonse­ kvenser og megen Superklogskab, og naar man slaar paa de fleste af dens højttravende Fraser, klinger de hult« — Clau­ sen selv havde han tidligere i et Privatbrev betegnet som »en flittig, men temmelig aandløs Natur, intet andet end en ferm Student med en hel Del fordringsfuld Hverdagsagtighed.« Han havde altsaa haft Opfordring nok til at skrive imod den, men han vilde for ingen Pris »høre til det mod­ bydelige Parti af Grundtvig og Konsorter«. Grundtvig blev bittert skuffet over Mynsters Optræden. »Dr. Mynster,« skrev han, behøvede kun lidt før at have givet mig det offentlige Vink om, at han vilde behandle Pro­ fessor Clausen som en vildfarende Broder og mig som en af Kristi Fjender, blot et saadant offentligt Vink som det, alle Læsere har fundet i hans Prædiken om den kristelige Vis­ dom, saa vilde jeg straks have skønnet, at en Fristad i Israel tjente baade mig og mine bedst, saa længe den Ypperste­ præst levede, og den danske Statskirke kunde da næppe være mig saa dyrebar, at jeg for dens Skyld vilde opofre min borgerlige Rolighed — saa vilde »Kirkens Genmæle« aldrig være bleven skrevet; thi saa var den en Ubesindig­ hed, der ikke passede sig for en Mand med min dyrekøbte Erfaring. løvrigt gav Grundtvig allerede næste Søndag Mynster Svar fra sin Prædikestol i en Prædiken om »Den kristelige Kamp«. Heri siger han: »Brødre, vi har Kamp (Ef. 6, 10 — 17 ). Det maa da være det store Alvorsord, hvormed vi tiltaler hverandre, naar vi ellers vil bevare Broderskabet med Apostelen, det