Musikforeningens_1

— Scheibe om Smagen —

41

Text under i et andet Sprog, men som paa ren Dansk at sige klinger altfor forliebt og følgelig ere in Stylo ecclesiastico Foragt værd; endelig disse selvkloge smaa Klavér-Traktører, der staa i den Formening, at naar de slog en Node an foruden at tilføje en Maner, begik de en hæslig Fejl, og som derfor heller fordærve Melodien, saaledes at man formedelst lutter Manerer næppe kan kjende Melodien af Stykket. At modarbejde Smagløsheden i alle Skikkelser maatte netop være et Samfunds Sag, til hvis Ledere der stilledes den Fordring, at de skulde have en god Gout udi Musiken. Men hvori bestod den gode Smag? Sche i be paatog sig Besvarelsen af dette Spørgsmaal. I et eget lille Skrift, der udkom 1745 blandt Til­ læggene til en ny Udgave af hans „kritiske Musikus“, udvikler han sine Anskuelser i denne Retning, som han dels søger at begrunde ad historisk-filosofisk Vej, dels nærmere belyser i det enkelte ved et kritisk Overblik over de berømteste ældre og nyere Komponister. Især dvæler han ved sine Landsmænd: den lærde Kantor ved Thomasskolen i Leipzig Joh. Kuhna u og hans Modsætning den letsindige, varmblodige og poetiske Melodiker Re i nha r d Ke i s er ; Tel em an n med den kjærnefulde Skrivemaade og det mærkelig- alsidige Talent; Hände l , der vel mangen Gang laante Ideerne fra andre, navnlig fra Keiser, men overalt i sine Arbejder lagde en ren og fin Smag for Dagen og var ligesaa uforlignelig i sine Klaver- sager, som han var beundret for sine italienske Operaer og andre Sangkompositioner; og saa tilsidst de to fortræffelige Mænd, som for Tiden vare Tysklands største Hæder, og med hvem der saa at sige begyndte en ny Periode i Musiken: Ha s s e og Graun. -Og skjønt der ogsaa nævnes flere nyere italienske Mestere som Repræ­ sentanter for den gode Smag saasom Astorga, Marcello, Gasparini, Buononcini, den ældre Conti, Lotti, Bigaglia, Porpora, den store Violinist Vivaldi, Tartini o. a., er det endelige Resultat af Under­ søgelsen, at det nu var de tyske Komponister, der gik i Spidsen for Udviklingen. Hvad den største af dem alle, Joh. S eb. Ba ch , angaar, da kunde Scheibe som Klassicismens Forkæmper ikke forsone sig med hans kunstige Skrivemaade, som han aandrigt sammenligner med den gothiske Stil i Bygningskunsten og er nær ved at finde barba­ risk. Vi have berørt hans personlige Sammenstød med Bach, over­ for hvem han vel aldrig ganske kunde frigjøre sig for en vis Bitter­ hed i Sindet. Men det skal dog siges, at han var en Beundrer af