Musikforeningens_1

16

— Kaspar Förster og Hofballetten — ved Hoffet og tillige forsynede den „raed sine egne komponerede Sager“ . Motetter af denne Kunstner, komponerede for 3 , 4 og 5 Stemmer, kjendtes endnu i Slutningen af Aarhundredet. Han om­ kom i 1652 ved en ulykkelig Hændelse. Snart efter antog Kongen en ny Kapelmester, en i flere Hen­ seender mærkelig Mand, der var tysk af Fødsel men oplært i den italienske Skole. Det var Danzigeren Ka spa r For s t e r . Han var 35 Aar gammel, havde et anseligt Ydre og en ædel men urolig Aand. Egentlig var han Sanger, en af Aarhundredets største Bas­ sister, lige udmærket ved Stemmens Omfang, Styrke og Velklang. Han sang tre Oktaver fra Kontra A til det enstrøgne a, og medens hans vældige Røst i Stuen kunde lyde blidt og behageligt „som en Sub-Bas“ , klang den i større Rum mægtig som en Basun. Men han var tillige en betydelig Komponist i de forskjellige Genrer. Mattheson omtaler med stor Berømmelse hans Sonater for 2 Violiner og Bas, og Scheibe, der fra Musikarkivet paa Christiansborg kjendte nogle af hans Kirkesager, roser disse som fortrinlige baade fra Op­ findelsens og Udarbejdelsens Side. Forster medbragte ved sin Ankomst til Kjøbenhavn flere ypper­ lige Sangere, og det tør derfor antages, at Forestillingerne ved Hoffet under hans Ledelse have faaet en forøget Glans i musikalsk Hen­ seende. Man har kaldt den ældre Opera en Koncert i Kostume. Balletten, Forløberen for Operaen, gjorde ikke engang som denne dramatiske Prætensioner. Det var Optogene fra Rendebanen over­ førte til Dansesalen, en broget og glimrende Maskerade, hvor mythologiske og allegoriske Fremstillinger afvexlede med Sang og Dans, og hvis æsthetiske Behag fornemmelig beroede paa Pragten. Mangfoldigheden og den uafbrudte Vexelvirkning mellem Ørets og Øjets Lyst. Musiken var et Potpourri af Koncert- og Dansemusik i Tidens gængse Former. Ved en af disse Fester i 1655 omtales det udtrykkelig, at en Del af den store Sal, hvori Opførelsen fandt Sted, var forsynet med Bænke, den ene højere end den anden, bestemte for Publikum. Man ser ogsaa, at der ved lignende Lej­ ligheder i Stockholm, hvor Hofballetten glimrede med en endnu mere ødsel Pragt end i Kjøbenhavn, undertiden tilstededes „alle Slags Folk“ Adgang som Tilskuere. Folket stod imidlertid fremmed overfor disse mythologisk-allegoriske Optog, hvis Betydning det ikke fattede, og hvis fantastiske Skjønhed ikke kunde forsone det med de uhyre Pengeofre, som de krævede. De vare, som Mattheson