Musikforeningens_1

— Antonio Lolli — 195 Fald tildels retfærdiggjorde Forfatterens Betragtningsmaa.de. Selv udmærkede Virtuoser forsmaaede ikke markskrigerske Avertissemen­ ter og alle Slags musikalske Hokuspokus. I December 1780 gav Violinvirtuosen d e la F la y e et Par Koncerter i Giethussalen og tog en Rdl. for Billetten. Han havde samme Foraar koncerteret i Christiania, hvor vi se , at han lokkede Folk med Løfter om , at han „foruden en Del prægtige Solos blandet med Flageolet-Stemmer etc.“ vilde lade høre, „hvor højt Kunsten p aa en Violin af 4 Strenge kan bringes, nemlig med ordinær Blyantspen at udføre noget saa extraordinært, som til denne Time ikke er hørt af nogen Violinist i Europa“, og som han ikke en Gang selv var i Stand til at exekvere med sin V iolinbue1). De to berømteste Repræsentanter for denne Klasse Virtuoser vare den italienske Violinspiller Antonio Lolli og Klaver- og Orgelvirtuosen Abbed Vogler. L o l l i gæstede to Gange Kjøbenhavn, i 1784 alene og i 1791 ledsaget af sin Søn, Violoncellisten Filippo Lolli. Den første Gang spillede han paa Theatret den 25 . September en stor Koncert og to Sonater af egen Komposition. Han var da i sin fulde Kraft, omstraalet af et europæisk Rys Glorie. Men medens han for nogle stod som et af de ypperste Genier — han er endog bleven kaldt Violinspillernes Shakespeare — ansaa andre ham slet og ret for en Nar. Alle vare dog enige om, at hans Intonation var fuldendt, hans Foredrag skjønt i den brede og alvorlige Stil og hans tekniske Færdighed noget aldeles uhørt. Den vidunderlige Lethed og abso- lute Sikkerhed, hvormed han spillede de vanskeligste Dobbeltgreb, Oktaver, Decimer, Dobbelttriller i Tertser dg Sexter, Flageolettoner osv., vakte allevegne den største Beundring. Derimod var hans Spil yderst kapriciøst — det var næsten umuligt at akkompagnere ham — og fuldt af de mest bizarre Indfald. Han beskrives som en smuk Mand, men en stor Laps og Charlatan, overordentlig extra- vagant og en uforbederlig Spiller. Burney skriver om ham i An­ ledning af hans Optræden i London Aaret efter at han var her i Kjøbenhavn, at de fleste paa Grund af hans excentriske Stil, baade i Komposition og Udførelse, ansaa ham for gal. Det var ikke mu­ ligt at forestille sig noget saa vildt, saa vanskeligt, grotesk, ja endog

9 Jvfr. Huitfeldt: „Christiania Theaterhistorie“ p. 101. De la Hayes^Navn er udødeliggjort af Bellman i Fredmans Epistel om „Kungsträgarden“ :

Fordom förtjuste denna vår park Grenzer, La Hay, Anzani, Camilla.

13 *