Musikforeningens_1

178

— Natursangere —

og en „krigerisk Sang“ af Biittinger. Der dannede sig øjeblikkelig en dansk Kvartet bestaaende afZinck, Rosenkilde, Cetti ogW in sløw jun., som skulde have optraadt ved en Aftenunderholdning paa Theatret den 28 . Apr. 1819 med nogle firstemmige Sange eller „Quartchordier“, som de i længere Tid benæ vned es1). Da Zinck og W insløw imidlertid faldt fra, traadte Bauer og Kruse i deres Sted, R o s e n k i l d e , der i sin Ungdom var en smagfuld Sanger med en smuk Tenor, vedblev at dyrke Kvartetsangen, medens de øvrige efterhaanden maatte erstattes med Dilettanter. I Begyndelsen blev der kun sunget tyske Sange af B lu m , E i s e n h o f e r og C a ll, men flere danske Komponister tilegnede sig snart denne nye Genre, K r ø y e r s morsomme „De første Prygl etc.“ hører til de ældste offentlig sungne danske Kvartetter. Den firstemmige Mandssangs Pleje i private Kredse, navnlig blandt Studenterne paa Regentsen, hvor B e r g g r e e n med ungdommelig Iver ledede Indstuderingen, vedrører os ikke her. I det offentlige Koncertliv kom folkelig flerstemmig Sang endog til at udøve en Tiltrækningskraft, som ikke kunde andet end vække de sædvanlige Koncertgiveres Misundelse. Medens fortræffelige Vir­ tuoser musicerede for tomme Bænke, havde Koncerter af „bøhmiske Bjærgfolk“ og Tyrolerselskaber fuldt Hus. Natursangerne fra Ziller- dalen i Tyrol, de fire Søskende H a u s e r , gjorde i 1829 Furore paa Hoftheatret med „Der Schweizerbub’“ og „Wenn ich Morgens frtih aufsteh’“ o. lign. Jodleviser. Der kan næppe tænkes nogen mere grel Illustration til Musiksmagens Forfald paa denne Tid end Theater- direktionens Ide at engagere et Tyrolerselskab for at trække Hus til Beethovens „Fidelio“, og den fordoblede Indtægt, som denne kolossale Smagløshed indbragte Kassen 2). 9 I „Aprilsnarrene“ gjør Heiberg Løjer med det kunstige Navn, se 10de Scene, hvor Simon siger: „jeg skal just hen og gere Preve po en Duet, som jeg skal singe med tre andre gode Venner, og som kaldes en . . . hvad var det n u ? “ Fugtel: „En Quarktorkium“. Simon: „Richtig! en Quark . . . na gleichviel!“ 2) Overskou V. p. 76.