Musikforeningens_1

1817 —

— Reformationsfesten 171 trængte den anden, Marscher for 2 Fløjter eller Violiner, arrange­ rede Opera-Arier og Viser. „Kun saadanne Værker, som solgtes under 1 Rd l., kunde haabe paa at finde Afsætning, hvilket altsaa skulde synes at tyde paa, at kun den ubemidlede Klasse endnu fandt Glæde ved Musik“ 1). Kunzens senere Arbejder udkom kun j Stumper og Stykker i de periodiske Hefter „Polyhymnia“, hvor han for at tækkes Flertallet maatte indskrænke sig til at give „det lette og fattelige“ med Udeladelse af alle „vanskelige Ting af større Be- tydenhed“. Det ses endog, at han „formedelst Papirets og Tryk­ ningens Dyrhed“ falbyder Stykker af sine Operaer i skrevne Exem- plarer. Han ophørte helt at komponere større Værker til Koncert­ brug og nøjedes med i Krigsperioden, som han kun overlevede en kort Tid, at komponere mindre Lejlighedsarbejder i patriotisk Aand. Andre nu ubekjendte, sikkert mindre betydelige Arbejder i Kantate­ form , mest af verdsligt Indhold, komponeredes af PI. O. G. Zinck, Ludv. Zinck, Du Puy, Schall, Falbe, Kuhlau, Krossing, P. Jensen o. a. De komme og forsvinde, de allerfleste efter en enkelt Opførelse, og kunne næppe antages at have ført Kunsten videre 2). W e y s e holdt sig tilbage, indtil Jubelfesten 1817 til Minde om Reformationen gav Anledning til en musikalsk Styrkeprøve mellem ham og Kuhlau paa et for dem begge nyt Omraade, den store religiøse Kantate. Udfaldet blev en eklatant Sejr for Weyse. Man gjenkjendte med Begejstring i hans kirkelige Stil „en ædel Discipel af Schulz“, der, om han end manglede noget af dennes Varme, saa til Gjengjæld var udrustet med langt rigere Midler. Især den ældre Slægt, som havde jublet Schulz’s Værker i Møde, var ude af sig selv af Henrykkelse. Efter Generalprøven paa Reformationskantaten i Trinitatis Kirke gik Baggesen hjem og skrev et panegyrisk Digt, hvori han proklamerede den nye „Mester i hellig henrivende Sang“ som Musikens Rafael, og Grönland ytrede spøgende, at det store „Hellig“ , hvormed Kantaten slutter, vilde være nok til paa den yderste Dag at skaffe Komponisten Forladelse for alle sine Synder8). W eyses Kantate, der blev opført den 2 . Nov. 1817 , gjentoges det føl- *) „Zeit. für die eleg. Welt“ p. 523. 2) Exempelvis anføres L u d v i g Z i n c k s „Venskab“ , Kantate af Frankenau (1805) og „Krigerens Fest“ , lyrisk Digt af N. T. Bruun med Akkomp. af Blæseinstrumenter (1811), Du P u y s „Hymne til Musiken“ af N. T. Bruun (1813), endelig K uh l a u s „Hymne til Glæden“ af Schiller, oversat af Oeh- lenschläger (1814). 3) Berggreen: „G. E. F. Weyses Biografi“ p. 158.