Musikforeningens_1
168
— Haydns „Skabelsen“ —
i 1800 , og endnu samme Aar opførtes Haydns Musik baade i Lon don og Paris. Overalt vakte den en uhyre Sensation. Det var maaske et dristigt, men ubetinget et heldigt Greb af Kommissionen for de Kvæstede og de Faldnes Efterladte at vælge netop dette Værk til den store Koncert, som agtedes afholdt efter Slaget paaR h ed en til Fordel for Understøttelsesfondet. Opførelsen fandt Sted Onsdag- Eftermiddag den 14 . Oktob. 1801 i Frue Kirke og gjentoges fjorten Dage efter til Indtægt for Fattigvæsenet. Tilløbet var begge Gange meget betydeligt. Man anslog, at der havde været omtrent 6000 Tilhørere. Men foruden at Nysgjerrigheden var spændt paa at lære „et saa udskreget Mesterværk ogN on plus ultra af Kunst“ at kjender som Kunzen udtrykker sig, var det tillige noget nyt her til Lands at høre et Kor og Orkester paa henved 200 Personer. Kunstnere og Dilettanter havde forenet sig om Udførelsen, der overtraf de højeste Forventninger, uagtet kun de nødvendigste Prøver kunde holdes. Virkningen af det luldtallige Kor og Orkester var over ordentlig. løvrigt var Indtrykket forskjelligt. Den gamle Schiønning „gefaldt“ Musiken ikke saa m eget, „som dens Raab var“ ; paa et Par Numere nær forekom den ham „mere kunstig end indtagende“. Efter den første Opførelse tilskrev Kunzen sin Ven Spazier, Udgive ren al „Zeitung fur die elegante W elt“, en længere kritisk Anmel delse, i hvilken han viser sig som en daarlig Profet med Hensyn (il Værkets Livskraft, som han ingen Tillid havde til, men gjør ad skillige interessante og for hans eget Standpunkt karakteristiske Be mærkninger saavel om van Swietens Text som om den musikalske Komposition. „Med hvor megen Flid og Dygtighed end Korene ere udarbejdede“, skriver han bl. a., „hvor stor Komponisten end deri viser sig som Haimoniker, hvor megen Kunst der end er anvendt i Behandlingen af Instrumenterne, kan man dog ikke skjule for sig selv, at Musiken ikke passer til Ordene og Ordene ikke til Musiken; at Deklamationen er skødesløs og forfejlet; at Personerne ikke ere kai aktei iserede, idet f. Ex. Englenes Sang ofte staar tilbage for Adams og Evas; at Recitativerne ere tørre og knudrede, at Sang stemmerne ere behandlede som Instrumenter og trykkes sønder og sammen af Bi-Instrumenternes Larm ; at Sangen er afbrudt og ikke gjør sig tilstrækkelig gjældende; at Mellemtonerne, der ikke ere de lavorableste for Sangere, ere brugte for meget; at Afmålingen af Sneflokkene — en synlig Gjenstand — af brølende Løver, syngende Lærker, kurrende Duer, den klagende Nattergal — uagtet Digteren siger, at den den Gang, endnu ikke har klaget — og de evindelige
Made with FlippingBook