Musikforeningens_1

166

— Oratoriet og Kantaten. Schulz —

Kapellets aarlige Passionskoncert var den sidste Levning af ældre Tiders regelmæssige Oratorieopførelser i Fasten. O r a t o r ie t blev efterhaanden næsten ganske fortrængt. De store bibelske Æm- ner ophørte at interessere, mindre som en Følge af antireligiøse Strømninger, end fordi Tiden manglede Alvor og Dybde i det hele taget. Paa et Publikum, der kun vilde underholdes og adspredes for et Øjeblik at glemme Tidernes Tryk, kunde Oratoriestilens Vægt og Brede desuden ikke andet end virke trættende. Smagen for det populære, som opstod i sidste Del af forrige Aarhundrede, og som i S c h u lz havde en af sine nobleste og mest elskværdige Repræsentanter, bidrog sit til at formindske Modtage­ ligheden for den store Kunst. Ogsaa i sine større Kompositioner for Kirken og Koncertsalen havde Schulz gjort det til sin Opgave at skabe en Stil, der var ædel og ophøjet og paa samme Tid saa ulærd og folkelig, at alle kunde fatte den. Han komponerede Oratorier; men dels vare ogsaa disse holdte i en let tilgængelig Stil og saa korte, at f. Ex. „Frelserens sidste Stund“ og „Christi Død“ ved den anden Kapelkoncert i 1794 bleve opførte paa samme Aften, og dels var det, skjønt flere af Oratorierne og navnlig „Christi Død“ længe holdt sig paa Koncertrepertoiret, dog især i Værker som Korene af „Athalie“, Thaarups, Storms og Frimanns „Hymner“ og Baggesens „Lovsang“, at han paa en Gang traf sin rette Genre og Tidens Smag J). Den mere almen-menneskelige end strængt kirke­ lige Aand i disse Arbejder, de korte Former, Tankernes Klarhed, det ukunstlede i Udtrykket saavel som i Anlæg og Udarbejdelse blev Idealet af kirkelig Stil. Samtidens Stemmer forenede sig til et Kor af Lovtaler, i hvilket der ikke hørtes nogen Dissonans. Det var ikke alene Baggesen, den let fængelige Enthusiast, der strøm­ mede over af Beundring. Den kritiske og mere koldsindige Grön­ land faldt i en Henrykkelse over Musiken til Thaarups Hymne, der ingen Grænser kjendte. „Alt, alt, hvad der har Øre, er for­ tryllet af denne himmelske Musik“, udbryder han. „Jeg kunde ikke dy mig; efter den anden Opførelse maatte jeg have fat i Partituret; jeg kopierer, studerer det og finder det mest t.ilfilede Værk, fuldt af ') Musiken til „Athalie“ var komponeret, før Schulz kom til Danmark. Her skrev han derimod „Maria og Johannes“ (1788), Thaarups Hymne (1791), „Ghristi Død“ og Storms Hymne (1792), Baggesens Lovsang (1793), „Frel­ serens sidste Stund“ og Frimanns Hvmne (1794), Passionskantaten „Jesu Minde“ (1795) foruden en Del mindre Kantater. Flere af hans større Vær­ ker kom første Gang frem paa Hoffets Passionskoncerter i den stille Uge.