Musikforeningens_1

— Catharine Frydendahl — 151 i or Koncertsalen, hvor hun med sin bløde, ypperlig skolede Sopran, der understøttedes af et sjælden fint og sikkert Øre, endog næsten gjorde Mad. Frydendahl Rangen stridig. Mad. Frydendahl var og blev dog den første. Efter den forgudede Caroline Walthers Flugt i 1780 var C a t h a r in e E l i s a b e t h M ø l­ l e r uomtvistet Sangens souveræne Dronning paa vort Theater, en Herskerinde paa 20 Aar med alle en erfaren Primadonnas Fejl og Fortrin. Naar den ene Dag Rygtet om hendes Luner og Intriger æggede Stemningen, saa at der endog blev opslaaet Paskviller mod hende paa Gadehjørnerne, besejrede hun den næste atter Uviljen med sine smukke Øjne og sin henrivende Sang. Hendes Magt laa ikke i en fuldendt Ivunst — den naaede hun aldrig — men derimod i hendes eminente Naturbegavelse, en „engleren“ Sopran af en saa fyldig og intensiv Klang, at den uden at miste noget af sin Vellyd overtonede Kor og Orkester i det stærkeste Forte, og en naiv Ud­ tryksfuldhed i Foredraget, der rev alle Hjerter med. Hun besad i lige høj Grad Evnen til at røre og til at begejstre; naar hun kom i Affekt, forvandlede hendes Sang sig til „lutter Ild og Følelse“. „Den Inderlighed og høje Glæde“ , fortæller Overskou, „hvormed hun som Cora efter sin Frelse udbrød: Jeg lever og ser Jer igjen! virkede saa fortryllende, at Schulz aldrig hørte dette Sted uden Taarer og endog ved en af Forestillingerne uvilkaarlig raabte til sin Sidemand i Orkestret: „Göttlich, Gott stra f m ich!“ Hendes Textbe- handling var, efter at hun havde overvundet sin holstenske Accent, i det hele mønsterværdig. Zinck, der ikke var nogen Beundrer af det danske Sprog, maa indrømme, at dette i Mad. Frydendahls Mund fik en artikuleret Klarhed, hvorved det trods sine Ufuld­ kommenheder blev meget anvendeligt for Sang 1). Hun havde da ogsaa Ord for at være en Sangerinde, som Fremmede, der opholdt sig her, hørte med Forundring, og som alle tilstode, at faa musi­ kalske Skuepladse i Verden havde Mage t i l 2). Hendes Skuespillertalent var næppe betydeligt, og hun lagde ikke Vind paa at udvikle sig i denne Retning. Den geniale og yndefulde Forening af Sang og Fremstillingskunst, der gjorde Fru Walther saa indtagende, besad Mad. Frydendahl ikke i samme Grad. Som Sangerinde stod hun derimod over Fru Walther. Warnstedt bruger det Udtryk om hende, at hun „har disputeret om Prisen

D „Die nördliche Harfe“ 1801 p. 17. 2) Kritik og Antikritik 4 Nov. 1788. Minerva 1791 p. 148.