Musikforeningens_1

102 — Klublivet Hoffet“, endte med at blive lige saa nødvendige for Klublivet, som Kortspillet var til daglig Brug. Jo flere, jo større og jo ældre Klubberne bleve, desto mere trivialiseredes Klublivet. Den af de første Klubstiftere tilsigtede tarvelige, uskyldige, oplivende og forædlende Selskabelighed, der fremmede Humanitet og Oplysning, udartede i Tidens Løb mere og mere til tom Forlystelsessyge og den mest ideforladte Materialisme. I sin Festtale paa „Det forenede Selskabs“ 30te Aarsdag dvæler Jacob Drejer ved Klubbens første, glade Barndomsdage: „Muntert henspøgtes Aftenerne, de faa Brødre kjendte hverandre saa nøje, at intet Ord havde nødig at vejes, man legte som Børn, man opfandt Gaader, man certerede i rimede og urimede Impromptuer, man gjættede, man gjorde Viser, man spilte Comoedier, kort: enhver overlod sig til den sorgesløse og dog tilladelige Munterhed, som ej kan herske uden i fortroligt Samkvem“. Endnu efter at Forandrin­ ger vare skete og flere Adspredelser indførte, beholdt den literære Tone Overvægten, og Morskaben bestod mest i „Sang ved en liden Bolle“. Her blomstrede K lu b v is e n . „Trojlerne, Snedorff, Abra- hamson, Malling, Tostrup, Wadum, ja selv vor første Digter, Ewald, gave os i disse Klubbens første Tider de Viser, som baade da og siden efter have forskaftet saa megen Fryd i hvert anstændigt Drikkelag“. Trojels „Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret“, vakte en saadan Enthusiasme, at man bekransede Digteren. Senere kom Pram, Tode, Storm, Rahbek, Thaarup, Riber, Baggesen til. Hvor forandret var ikke hele dette Liv i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede! Klubberne vare ikke længer som fra først af en Modvægt mod Overdaadighed og Spillesyge, men tværtimod Arne­ steder for disse nationale Skødesynder, hvis Trivsel begunstigedes af en udbredt og let erhvervet Velstand. Oehlenschlågers „En Klub, ak! som er gladest, naar den spiser“,, passede paa de fleste kjøben- havnske Klubber. I dets senere Udvikling var Klubvæsenet et socialt Onde, som Pressen ivrede imod, men uden Nytte. „Naar Selskabeligheden drives saa vidt, at endog Skræddere og Skomagere anse det for en af Livets største Fornødenheder at være i en Klub, at tilbringe halve Dage og halve Nætter i Svir og Sværm og tro sig ulykkelige, naar deres unge Døtre ikke sværme hver ottende Dag omkring paa Bal, saa har man største Grund til at ønske de Tider tilbage, da man var mindre selskabelig, men ogsaa mindre letsindig og ødsel“ 1). Klubsangen var ophørt at være et natur') Kjøbenh. Skilderi 17. Okt. 1803.