MurmestterlaugetKøbenhavn_1623-1707

Mesteren frit staae, huorledis de med Suennen enhuer effter sin døg- tigheed kunde accordere och ofuereens komme.« Dette er en ganske simpel Misforstaaelse, —der ikke tyder paa sær­ lige Aandsevner hos Forfatterne, —af Paragraf 18 i Skraaen af 1 623 , og det tyder ikke paa, at de har følt sig forpligtede til at gaa synderlig grundigt til Værks i deres Lovgiveri, naar de ikke har formaaet at sætte sig bedre ind i de murende Folks virkelige Forhold. Paragraf 18 lyder: »Maa ingen murmester vdi dette laug giffue sine suenne til løn een meere end en anden, huerchen paa støchwerch, dagløn eller vgeløn, vnder 20 Marks bøder; ochschulle alle laugsbrødre wed oldermanden och hoszsiddere, naar deris møeder och forsamblinger scheer, foreenis och sette støchwerch, vge- och dagløn, huad een huer med billighed bør at haffue och kand fortiene, paa det at suenne saauelsom mestere paa begge sider kand wedbliffue.« D. v. s. den ene Mester maa ikke give sine Svende mere i Løn end den anden Mester. Men Svendene blev paa Laugsmøderne delt i for­ skellige Lønklasser. Og det kunde selvfølgelig ikke tillades den enkelte Mester at bryde disse af Lauget fastsatte Rammer. Et afgørende Bevis for at Statskollegiet ikke har haft noget med disse løsagtige Papirer at gøre, finder man i Artiklerne af 1666 d. 5 . Februar for »Murmestersvendelauget«, med hvilket Udtryk de tyske zünftige Svendes Ønske om Anerkendelsen af et særligt Svendelaug endelig tilsyneladende knæsættes. Men der har ikke været nogen Grund til at glæde sig. Ligesom Ar­ tiklerne for Mestrene er kalkeret over Skraaen af 1623 , er Svendenes skrevet af efter Artiklerne af 1652 d. 3 . Oktober (se S. 8 7 . Henv. 20 ), - hvor der første Gang er gjort Svendene nogle Indrømmelser i Ret­ ning af Selvstændighed, —med dens forskellige Modsigelser. Og meget betegnende er her i Afskriften udeladt de to Paragraffer 6 og 7 om at bære Værge og om Trusler og Undsigelser, der altid havde generet de frie og prikne Svende. Det vilde i Virkeligheden være intet mindre end en Fornærmelse imod de ansete Mænd, der sad i Statskollegiet, at tillægge dem Forfat­ terskabet til disse »Laugsartikler«. Og det er forunderligt, at Nyrop 9 * 131