MitVidenskabeligeLivsDrama

70 taget et umedgørligt og uomgængeligt Menneske, som man bare vilde faa Spektakler af i Norge! Dette fandt dog Kirkedepartementet i Oslo var for galt; Ekspeditionschefen (Departementschefen) vilde ikke vise Sagen tilbage paa dette Grundlag, men opfordrede underhaanden Rek? tor Birkeland til at rejse til København for at faa en Ende paa Intrigerne. Birkeland erklærede sig villig hertil, og rejste om* kring 1. Oktober 1921 ned til Danmark, hvor han vilde søge Oplysninger om mig paa tre Steder, nemlig hos en dansk Fags kollega, hos min Chef, Direktør Ellinger ved Landbohøjskolen, samt i den herværende norske Legation. Og skønt denne Fags kollega var radikal Politiker (ligesom Birkeland selv nærmest var Socialist), var han saa venlig at udtale sig i de højeste Toner netop om mine menneskelige Egenskaber. Direktør Ellinger sagde til ham simpelthen, at han (Ellinger) i Birkelands Sted uden Tøven vilde tage mig, og dertil svarede Birkeland, at saa var den Sag jo afgjort. Om Birkeland derefter gik til Legas tionen, ved jeg ikke; derimod ved jeg, at Ellinger til Afsked sagde til ham: »Men gaa nu ikke ogsaa ud til Birck og Westers gaard, for saa vender De hjem til Norge lige saa forvirret som De kom«. Hjemkommet til Trondhjem gjorde Rektor Birkeland nu i et nyt Møde i Professorraadet midt i Oktober Maaned 1921 uds førlig Rede for hele denne Sags Forløb. En af mine Kolleger, som overværede det, har fortalt mig, at denne Redegørelse var et Mesterstykke af videnskabelig Saglighed og administrativ Redelighed; den gjorde saa stærkt et Indtryk, at den blev citeret endnu otte Aar efter, nemlig ved hans altfor tidlige Bortgang ifjor, i en Nekrolog (af Professor Sverre Pedersen), som et af de mange Vidnesbyrd om denne Mands fremragende Karakters egenskaber. Den 17. Oktober kunde Rektor Birkeland da ogs saa sende mig følgende Telegram: »Professorraadet har opret* holdt sin oprindelige Indstilling, man vil søge paaskyndet Ud* nævnelsen, venlig Hilsen Birkeland«. En Uge efter kom saa Udnævnelsen i det norske Statsraad, men først i Februar 1922 kunde jeg overtage mit Embede, da jeg forinden maatte afvikle mit Forhold til Landbohøjskolen, hvor jeg var Lektor.