MitVidenskabeligeLivsDrama

68 professor dr. Birck om saken. Dessværre kan nu saken vanske* lig komme til behandling her før i slutningen av september«. Hvis nogen Læser før har troet, at jeg nu var begyndt at se Spøgelser ved højlys Dag, saa vil han sikkert nu indrømme, at ingen Mistænksomhed fra min Side endnu paa langt nær havde holdt Skridt med de Nederdrægtigheder, som mine Modstan* dere udpønsede for atter at gøre det af med mig, og denne Gang formentlig for bestandig. Og da der aldrig hverken før eller siden, som Læseren ved, er forelagt mig det mindste Klage* maal fra Landbrugsinstitutet i Rom, følte jeg mig denne Gang aldeles værgeløs; jeg kunde ikke engang se, h v o r f r a dette Dolkestød i Ryggen kom, eller hvem der førte Dolken. Der var ganske vist (foruden det danske Udenrigsministerium, som naturligvis er hævet over enhver Mistanke i denne Sag) kun to Personer, som vidste, at min Afgang fra Rom ikke kunde siges at være helt frivillig, og den ene af disse var netop Professor Birck, som jeg ved Hjemkomsten fra Italien i 1913 havde fortalt alt, dels fordi jeg ikke havde noget at skjule, dels fordi jeg den* gang nærede fuld Tillid til ham. Og dog beder jeg Læseren udtrykkelig bemærke, at jeg i k k e i min Protest til Ministeriet her af 18. Juli iaar (1930) har nævnt denne Sag, ja at jeg end ikke i dette Øjeblik sigter Professor Birck for Meddelagtighed ogsaa i d e t t e Bagholdsangreb. Men i Professor Bircks Sted vilde jeg jo nok bidrage til nu endelig at faa opklaret, hvem den Mand var, som stod bag dette falske Angiverix). Et naadigt Forsyn skænkede mig til enhver Tid Søvnens Velsignelse, saa snart jeg havde Brug for den. Ingen Vanskelig* i) Jeg har hidtil kun kunnet faa oplyst (af K irkedepartementet i Oslo), at det var en Mand i fremskudt Stilling. Jeg har d. 11 . August iaar i Oslo spurgt den eneste Nordmand, som kendte denne Sag fra første Haand (ligesom Birck), om det var ham, skønt jeg ikke selv troede det, og han svor sig da ogsaa fri. Rektor Birkeland, der er min Kilde til en D el af ovenstaaende, tilbød mig ganske vist, da jeg 1 . Februar 1922 overtog Embedet i Trondhjem, at sige mig hvem det var; men jeg afværgede det, da jeg ikke vilde bære Nag til nogen, og derhos troede, at mine Fjender efter dette Nederlag endelig vilde lade mig være i Fred. Da Rektor Birkeland desværre nylig er død, faar Sykofanten nu selv melde sig.