MitVidenskabeligeLivsDrama

56 Finansministeriet. Nu vilde Tilfældet, at der Aaret efter ved Landbohøjskolen blev afholdt en stor Fest, hvorved der bl. a. blev givet en Middag, hvor adskillige nordiske Videnskabsmænd var tilstede, og ved den Lejlighed fik jeg netop Professor Rim dell tilbords. Da jeg havde forestillet mig for ham, kan det nok være, at han fik travlt med at forklare mig, hvorfor den ovenfor omtalte Sag var gaaet i sin Mor igen. Ifølge hans Fremstilling var der, efter at man havde henvendt sig til mig, kommet en svensk Ansøger, nemlig Dr. Brock, som havde den Fordel nationalt set at staa Åbo Akademi nærmere end jeg og at være støttet af Professor Birck fra Københavns Universitet. Under disse Omstændigheder ønskede Åbo Akademi at høre Københavns rets* og statsvidenskabelige Fakultet om mine Kvalifikationer, inden det udnævnte mig. Svaret fra mit eget Fakultet havde imidlertid været saa intetsigende, at Dr. Brock blev foretrukket. Jeg gik naturligvis nu til Birck og spurgte ham om, hvorledes dette forholdt sig. Han svarede und* vigende, at han nok havde set en saadan Forespørgsel fra Åbo, men overladt dens Besvarelse til Axel Nielsen og Westergaard. Jeg syntes jo nok, at det var en lidt mærkelig Optræden af en Mand, der som Birck udgav sig for min Ven, saa meget mere som ogsaa Birck 1) havde opfordret mig til at søge den nævnte Stilling. Jeg sagde dog intet, men gik til Axel Nielsen. Han modtog mig, tvær som altid, og bekræftede, at Fakultetet havde besvaret Åbo Akademis Forespørgsel om mine videnskabelige Kvalifikationer med en kort Henvisning til Un iversitetspark bogens Meddelelse om Udfaldet af Professorkonkurrencen 1911. Men der stod jo, som Læseren ved fra før, intet andet, end at Axel Nielsen blev eenstemmig indstillet og de andre erklæret kvalificerede. F o r m e l t var dette Svar jo fuldkommen kors rekt, men i Realiteten forstaar selv den læge Læser, at dette Svar maatte virke som en kold Vandstraale paa det svenske Akademi i Åbo. Man ser heraf, hvilken Skade der fulgte af, at Professor Birck og Kontorchef Emil Meyer ikke i 1911 fastholdt deres Mindretalsindstilling til Fordel for mig, thi i saa Fald 1) I et Brev fra Oslo, se nedenfor (Begyndelsen af III Akt).