MitVidenskabeligeLivsDrama

48 skeren Dr. Preyer, som jeg forgæves havde søgt at redde ved at bede min Ven, Baron Bildt (svensk Gesandt i Rom) inter* verene til Fordel for Preyer hos Institutets Chef, Marquis Ca* pelli. Jeg forudsaa imidlertid, at en kort Tjenestetid ved Insti* tutet kunde udnyttes mod mig, om jeg end var nok saa uskyldig, og holdt derfor ud et helt Aar endnu. I Begyndelsen af 1913 tilbød jeg efter et Sammenstød med Lorenzoni dog Præsident Capelli min Dimission, men derom vilde denne aldeles ikke høre Tale. Han fremhævede tværtimod, at han læste mine Ar* bejder med Interesse og nylig havde citeret det sidste af dem i en stor politisk Tale. Det støttede mig ogsaa, at jeg stod i det bedst mulige Forhold til alle mine Underordnede, skønt Største* parten af dem var Italienere, som jeg dog aldrig har haft van* skelig ved at omgaas. Det kom derfor som en Overraskelse, at han nogle Maaneder senere meddelte mig, at Lorenzoni, som nu ovenikøbet var bleven Generalsekretær og dermed Institutets øverste Chef, truede med at tage sin Afsked, hvis ikke han fik mit Hoved paa et Sølvfad. Da Præsident Capelli tilbød mig de gunstigst muligst Afgangsvilkaar, nemlig et halvt A ars Løn og hele min Pensionsfond, ialt 10,000 Guldfrancs, kontant udbetalt, foretrak jeg naturligvis at holde op, medens Legen var god, og flyttede i Sommeren 1913 tilbage til Danmark. I de siden Professorkonkurrencen forløbne halvandet Aar havde jeg dog ved Siden af mine øvrige Arbejder ved Institutet faaet en til det dobbelte udvidet Opgave af »Landboreformerne i Rusland« udarbejdet paa Tysk. Allerede Aaret iforvejen havde jeg fra kejserlig Statsraad i Moskva, den danskfødte C. A. Koefoed, som jeg indtil da slet ikke kendte, faaet et meget smigrende Brev, hvori han meddelte, at den russiske Landbrugs* minister Krivoshen paa hans Forestilling havde besluttet at tilbyde mig Hjælp til en tysk Udgave af min Bog, til hvilken der endnu ikke fandtes noget Sidestykke. Jeg afslog dog med høflig Tak dette Tilbud, idet jeg frygtede for, at mine Mod* standere kunde faa N y s herom og maaske beklikke min viden* skabelige Uafhængighed. Jeg fik da ogsaa den tyske Udgave antaget hos Verdensfirmaet Duncker og Humblot uden anden Støtte end en Anbefaling fra mine gamle Lærere, Brentano og