MitVidenskabeligeLivsDrama

40 Amatørsejlklub. Jeg saa dem aldrig mere, da jeg ikke fik Raad til at genindløse dem, før Fristen var udløbet. Som jeg om Aftenen den 28. December 1908 gik i en af Dresdens Hovedgader, blev jeg pludselig opmærksom paa en Sammenstimlen af en Mængde Mennesker foran Vinduerne i en af de store Bladredaktioner. Der maatte være foregaaet noget usædvanligt og frygteligt, thi adskillige Mænd og Kvinder græd og korsede sig ved Læsningen af Vinduesopslagene. Jeg saa da, at Telegrammerne meldte om et Jordskælv i Syditalien med total Ødelæggelse af Byen Messina og Hundrede Tusind Døde begravede under dens Ruiner x). Men den forstandige Læser vil tilgive, at denne Efterretning i min daværende Tilstand kun udløste et eneste Udbrud og en lige saa lynsnar Beslutning. Jeg sagde blot: »Nu er jeg reddet,« idet jeg løb ned ad Gaden til Telegrafstationen, hvorfra jeg telegraferede til Redaktør WiU zansky ved »København«, hvor jeg lige var blevet Udenrigs^ medarbejder, og foreslog ham at sende mig som Korrespondent til Messina. Han accepterede straks, og samme N at var jeg undervejs til Italien. Min Plan var jo klar: naar jeg havde ud* ført mine Korrespondentpligter, vilde jeg paa Hjemvejen over Rom aflægge Myndighederne i det internationale Landbrugs* institut et Besøg, som skulde dreje min Skæbne i en gunstigere Retning, end det ellers tegnede til. Under normale Forhold skulde jeg have naaet Messina d- 1ste Januar, men da Jernbaneforbindelsen var afbrudt i Cala* brien, og Toggangen iøvrigt meget uregelmæssig paa Grund af de ekstraordinære Forsendelser af Flygtninge mod Nord og Militærtog mod Syd, naaede jeg over Neapel—Palermo—Cata* nia først frem d. 4de Januar. Jeg skal ikke forsøge paa her at beskrive den Elendighed, jeg fik for Øje ved Synet af Messina: her havde Telegrammerne ikke overdrevet: Byen var saa godt som jævnet med Jorden. Mest Indtryk gjorde det dog paa mig at se de i Messinastrædet opankrede Krigsskibe Natten igennem belyse Byens Ruiner med elektriske Søgelys. Det skete for at

!) Tallene var, som det senere viste sig, lidt overdrevne, men Sand* heden var frygtelig nok alligevel.