MitVidenskabeligeLivsDrama

21 det til, at jeg siden har studeret ham saalænge, at næsten al anden Literatur har tabt sin Værdi for mig i Forhold til Søren Kierkegaards samlede Skrifter, og at jeg den Dag idag slaar op i dem, omtrent som andre Mennesker, af en mere ortodoks Religiøsitet end min, slaar op i Bibelen. Legemlig styrket og aandelig genopbygget af dette næsten tre Maaneder lange Landophold, hvor jeg — efter eget Ønske — ogsaa havde deltaget i en Del af Markarbejdet og derved lært at pløje og at ride, rejste jeg over til min Fader, der laa døende i sin Hjemstavn. Nedbrudt af Sorger og Sygdom laa han hos sin gode Søster Sofie Ravn (Bedstemoder til Forfatteren Ravn* Johnsen), som ejede en god Gaard i Hornsyld, Naboby til Vrig# sted, hvor min Fader var født. Jeg skal ikke her udbrede mig over det Indtryk, som det gjorde paa mig at finde den før saa livskraftige Mand, der i sine Velmagtsdage uden Anstrengelse gik ti danske Mil paa en Dag, nu ligge udtæret næsten til Uken* delighed af den samme Sygdom som den, der takket være gode Menneskers Indgriben var blevet stoppet i Begyndelsesstadiet hos mig. Jeg vil blot fremhæve som et Træk af hans Sjælsstyrke, at han trods sin Glæde over at samtale med mig paa ingen Maade vilde have, at jeg kom til ham hver Dag — jeg skulde ud paa Gaardene hos min Familie og holde Ferie, mente han. Her er vel et Tilfælde, hvor det netop havde været utilgiveligt, om Sønnen havde været lydig mod sin Fader — jeg forstod jo, ligesom han selv, at der ikke var langt igen til Døden, som indtraf den 5. August 1895. Ogsaa min Søster naaede derover itide, og Dagen for sin Død tog han Afsked med os begge, fast og ligevægtig til det sidste. To Aar efter tog jeg Artium fra Metropolitanskolen med en Karakter, 102 Points, der laa nær ved Udmærkelse (105), som naaedes af tre af mine Kamerater. Mest hjalp det mig dog, at jeg havde faaet blankt u g i den danske Fristil, hvis Emne — Strejker og Lock’outer — jo ganske vist laa saa nær ved min Interessesfære som tænkes kunde. Alligevel var rent ug i de danske Stile dengang en saadan Sjældenhed (man sagde, at ingen anden end jeg af Landets 400 Studenter fra samme Aar, 1897, havde opnaaet det), at Censor i Dansk ved det mundtlige