MitVidenskabeligeLivsDrama

14 fra Naturens Haand sprang ud af den jydske Muld og ind i Halvfjerdsernes københavnske Bourgeoisi. I denne Københavns literært og politisk bevægede Tid blev han Medstifter af Byens første Venstreforening (Onsdagsforeningen), og var Ven bl. a. med den senere juridiske Professor Goos, der ganske vist som Justitsminister siden hen gik ganske andre Veje end min Faders. Samtidig studerede han Økonomi og Historie, og var allerede godt paa Vej til Magistergraden, da han 1876 blev gift med min 8 Aar yngre Moder. Min Faders Hovedegenskaber var en paa engang sund og skarp Intelligens; en for alle svagere Begavelser næsten irriterende Evne til lynsnart at slaa ned paa det centrale i et Spørgsmaal og en egen tør Humor, hvormed han fejede Modstanderne af saa eftertrykkeligt, at de sjælden kom igen. Man maa dog ikke heraf slutte, at han var uelskværdig, endsige bidsk. Tværtimod, endnu stærkere end for sin Forstand berømmes han af alle, der har kendt ham — og her kan jeg vidne med — for sin paa engang godmodige og storslaaede Karakter. En af hans gamle Medarbejdere, senere Redaktør Jør; gensen ved »København«, sagde saaledes engang til mig: »Jeg har kun kendt faa Mennesker, om hvem man kunde sige, at de var uden Smaalighed, men Niels Knudsen vidste ikke engang, hvad Smaalighed v a r«. Saa underlig det kan lyde, skyldtes det netop denne hans eftergivende og umistænksomme Karakter, at han aldrig rigtig fik noget ud af sine store Evner, om end de fremtræder med lysende Klarhed i de Redaktionsartikler, hvor« med han i 80ernes politiske Kampaar slog »Aarhus Amts* tidende« op til et førende Blad i Jylland. Hertil maa endnu føjes en usædvanlig musikalsk Begavelse og en smuk Sang« stemme. Nietzsehe lader etsteds Zarathustra sige: »An deinen Tugenden solist du zu Grunde gehen« . . . Og dette Paradoks, at et Menneske kan gaa til Grunde netop paa Grund af sine Dys der, blev til fuld og bitter Virkelighed for min Faders Veds kommende. Om min Barndom er der ikke stort at berette, saameget mer som jeg kun synes at have udmærket mig paa to Omraader. Det ene var min tidlig vakte Sans for dansk Sprog i Skrift og Tale.