MiraklernesTid_1700

Decorum og commodité 87 På linie hermed var 1700-årenes parykklædte selskabsmenneske jeg-svagt og gjorde som de andre. Under selskabeligheden opførte man sig som bar­ net i spejlstadiet og gjorde de andres følelser og attituder til sine egne. Man spejlede sig ikke blot i spejlene, men også i de omkringstående personer, som det var en dyd at imitere. Men parykmennesket regreerede ikke blot ubevidst til et infantilt stadie - det gjorde det med overlæg. Spejlkiggeriet var ikke en blind hengivelse til en før-individuel form for kollektiv bevidsthed; bag ma­ sken fandtes et jeg, der paranoidt frygtede de andres hensigter og lurede på dem. Det er vel netop det, som Hørning beskriver, når han fortæller, hvor­ ledes man i spejlet kan sikre sig mod, at andre vrænger og spotter, når man vender ryggen til. Det skønne og det bekvemme Når man byggede fornemme boliger i 1700-årene, skulle der både tages hen­ syn til décoration , muligheden for at repræsentere social status i paradelej­ ligheden, og til commodité , der gav menneskene mulighed for at trække sig tilbage til mere personlige rum, hvor man kunne finde varme og ro.89 Den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius, som Renæssancen havde genopda­ get og ladet sig inspirere af, havde opereret med commoditas , der fastlagde et rums proportioner ud fra dets funktioner, men 1700-årenes commodité åb­ nede op for nye overvejelser over forholdet mellem en boligs brug og dens inddeling i rum.90 Disse betragtninger skal givetvis ses i sammenhæng med en ny mental organisering af datidens mennesker, hvor afstanden voksede mellem værens­ former, som var socialt acceptable, og den uacceptable menneskelige biolo­ gi - kroppen, dens behov og drifter. Dette skisma, der uddybede afstanden mellem behovene og behovenes opfyldelse, skabte et pres på den civiliserede elites mennesker. Rokokopalæet var i paradelejligheden, den selskabelige lej­ lighed og den personlige lejlighed ramme for vekslende værensformer, hvor den menneskelige biologi var underlagt forskellige grader af tabuisering. Dégagements forbandt de lettere skizofrene typer af adfærd, hvor menne­ skene som kamæleoner i deres kropsholdning og stemning tog ’’farve” efter de rum, hvor de opholdt sig.91Karakteren var ikke en uforandelig kerne, som menneskene bar med sig fra sted til sted; men i situationen —når aristokraten eksempelvis tog imod sin gæst i paradelejligheden —var han klippefast. Det samme gjaldt den besøgende, der prøvede at påtage sig en fast holdning, så han ikke lod sig rive så meget med af enfiladens stemningscrescendo, at han fremstod som en bonde — vel nok noget nær det værste, et dannet 1700-tals- menneske kunne blive beskyldt for.92