MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

51

Fattigdom og tiggeri var ikke kun et problem i 1700-tallet. De førhen m eget udbredte ’betleri forbudd- skilte vidner om, at mange fa ttige endnu satte deres lid til barmhjertige almissegivere i det 19. og 20. århundrede. mellem menneske og Gud. Det centrale omdrejningspunkt i almissekulturen var menneskets stræ­ ben efter Guds barmhjertighed. Sorg og ulykke var i den grad en del af men­ neskets lod, at man opfattede et forholdsvist sorgløst liv som en Guds nåde, der krævede jævnlige takofre og forbønner. Oftest var det ganske specifikke velsignelser, man udbad sig eller takkede for gennem almissegivning. Havde man overstået en sygdom og genvundet sit tidligere helbred; havde en gravid kvinde overstået sin barsel vel eller var en rejsende kommet hjem i god be­ hold, takkede man Gud ved at give den fattige en skærv. De fattiges forbønner blev opfattet som særligt virkningsfulde. Derfor stræbte almissegiverne især efter, at fattigfolk gik i forbøn for dem. Forbøn­ nerne vedrørte alt, lige fra afvendelse af alvorlige sygdomme til held og lykke i risikable forretningsforetagender. I det hele taget fulgte almissegivningen gerne et fast mønster, hvor almisse, bønner om Guds velsignelser samt løfter om nye almisser var faste bestanddele. Almissekulturen skal også ses i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Al­ missegivningen var nemlig et led i en gaveøkonomi eller moralsk økonomi,