MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

50

at de fattige havde ret til at bede ’’deres meer lyksalige Medbrødre om at bi­ drage til at afhielpe deres Trang ved Gaver; thi at klage sig, er den Ulykkeliges og Betrængtes hellige Forret, uden denne, ville den skjønne Dyd, Medliden­ hed, ikke opstaae”.203 Fra 1850’ernes Vestjylland berettes det, at landsbyens fattige efter gammel sædvane bad om almisse ved forskellige højtider: ”De bad i Slagtetiden om et Stykke Kød eller Flæsk, ved Juletid om et Lys, (...) og ved Paaske om Æg. De havde til den Slags Ting ligesom lidt Ret, og den Kone, som vilde sige nej, blev meget ilde omtalt, saa Gaven blev ofte større end Viljen var; man vilde jo nødig blive kaldt en ’’gerrig Kvind”.204 Samme tankegang genfindes i den danske høstsang ’’Marken er mejet”, skrevet af den fynske bondedigter Mads Hansen i 1868, hvor vi hører om den gamle skik med at give de fattige del af høstudbyttet: ”Rev vi marken let/det er gammel ret/fuglen og den fattige/skal o » ?05 også være mæt . Samfundet havde pligt til at sørge for sine fattige. I tider med høje føde­ varepriser skete det også, at myndighederne greb ind med forholdsregler, der skulle sikre de fattigste dele af befolkningen fødevarer til rimelige priser.206 I det øjemed modererede statsmagten i vinteren 1790 tolden på sild. Køb­ mændene, der skulle importere sildene fra Sverige, fik glæde af toldlettelsen, men blev samtidig pålagt forskellige restriktioner, der skulle sikre, at ’denne Foranstaltning kunne blive til virkelig Lættelse for de Fattige, og den bevilgede Moderation i Tolden alene komme Forbrugerne til gode”.207 Almissegivningen var altså også betinget af andet end blot egennyttige motiver om at fa del i Guds nåde og sikre sig andres hjælp i dårlige tider. Da stiftamtmand Sehestedt og biskop Ramus på Fyn i 1733 indgav en fore­ stilling til kongen, betegnede de således almissegivning som ’’Christendoms Høyeste Pligt”.208 Almissegivning var ikke blot de fattiges ret, men også en kristen pligt. Normsystemet bevirkede, at selv samfundets fattigste fik til da­ gen og vejen - men heller ikke mere. Systemet var en fattigdomsforsikring for den store befolkningsgruppe, der enten allerede var fattige eller som befandt sig i risikozonen.209 Afslutning Udveksling af goder - det være sig materielle eller åndelige - var et centralt element i almissekulturen. Troen på, at guddommelig frelse kunne opnås ved at give almisser til de fattige, synes at have været udbredt blandt Oplysnings­ tidens københavnere og efter alt at dømme i den danske befolkning generelt. Godgørenheden var en del af et gavegivningssystem, hvor en gave forvente­ des gengældt af en anden. Dette gjaldt både menneskene imellem, men også