MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

47

koordinerede markarbejdet og når lauget forbød laugsbrødrenes indbyrdes konkurrence. Til gengæld for indskrænkningen af den enkeltes handlefrihed fik han større sikkerhed, for laugsmedlemmer kunne forvente hjælp fra lau­ get i modgangstider. Den enkelte kunne således have egennyttige motiver til at træde ind i lauget, men selve laugets formål var det fælles bedste. På denne måde gik individets og fællesskabets interesser hånd i hånd.189 Meget tyder på, at almissekulturens udveksling mellem almissegiver og fattig samt menneske og Gud kan ses i sammenhæng med det herskende mo- ralsk-økonomiske system, der krævede en slags solidaritet af befolkningen. De moralsk-økonomiske relationer i eksempelvis landsby- og håndværker- laug beroede også på udveksling af goder eller gaver. Når man hjalp en nabo eller laugsbror, regnede man med, at man før eller siden ville fa sin ydelse be­ talt tilbage igen. Samme tankegang udtrykkes i almisserne til de fattige, der dog ikke kunne betale tilbage med ydelser eller midler, men i stedet gennem tak og forbøn. Det var ligesom i laugene en udveksling, begge parter havde gavn af. De moralsk-økonomiske institutioner skulle sikre menneskene mod øko­ nomisk deroute i tilfælde af ulykker. Landsby- og håndværkerlaug sørgede for, at laugsbrødrene til en vis grad var sikret mod social nedtur. Store dele af befolkningen, f.eks. daglejere, arbejdsmænd og soldater, levede imidlertid udenfor disse fællesskaber og risikerede før eller siden at blive fattige, f.eks. i forbindelse med sygdom, dårlige konjunkturer o. lign. Man regner med, at store dele af befolkningen hørte til i den risikogruppe, hvor et pludseligt uheld kunne være ensbetydende med et liv i fattigdom. Det er blevet anslået, at omkring 75 pct. af den københavnske befolkning var såkaldt ’’arbejdende fattige”. Det var den store økonomisk dårligt stillede gruppe, der bl.a. indbe­ fattede soldater, matroser, svende og lærlinge hos købmænd og håndværkere, sømænd og fiskere, tjenestefolk og daglejere. ”De var dybt afhængige af kon­ junkturerne, af brødpriserne, og et enkelt dårligt høstår med efterfølgende dyrtid, kunne bringe tusindvis af familier, der i gode tider kunne klare sig selv, på fallittens rand”.190 Disse mennesker var på grund af deres lave indkomster konstant i fare for at måtte gribe til tiggerstaven. De befandt sig i fattigdoms-risikogruppen. Men selv økonomisk velstående folk fra byens øvre lag kunne ikke vide sig sikre. Da købmand Abraham Hviid i maj 1788 tog initiativ til at oprette et gensidigt forsikringsselskab, gjorde han det således med følgende ord: ’’Ingen kan rose sig af Lykken, førend han er i Graven, og enhver, i hvor betydelig hans Næringsvei end er, kan ved Alderdom og ulykkelig Tilfælde blive fattig og trængende”.191