MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

232

som farlig byrde. Midlerne, hvorved denne stats ror, hvis undersåtter udenfor er ikke min­ dre uregerlige end balstyrige, så heldigen styres, kan ikke være tænkeren ube­ kendte. Han bliver hastig var, at billighed, retfærdighed og menneskekærlig­ hed sidder ved roret, og hvor skulle han kunne miskende deres virkninger, lydighed, ærefrygt, genkærlighed? Skulle han til andre tider kunne tvivle her­ om, vil tvivlen ganske forsvinde på inspektørens fødselsdag. Den er indvå­ nernes festligste dag om året. Glemmende deres usle tilstand, trykkende kår og nagende genvordigheder, overgiver de sig så ganske glæden, at man skulle tro, det var lykkelige frie mennesker, der anstillede forlystelser. I selvgjorte sange, der vel ikke bærer smagens, men dog erkendtligheds præg, lægger de for dagen deres varme uskrømtede følelser for deres ven og velgører. Det største og mindst tvivlsomme bevis på hans gode, billige, retfærdige og men­ neskekærlige opførsel mod dem. Tiltalede, pryglede og forfordelte han dem som ladefogeden, ridefogeden og herremanden ofte gør mod hovbuddet [den hoverigørende fæstebonde], skulle han ikke kunne være sikker iblandt dem; ikke tilvejebringe orden og rolighed, og endnu mindre af dem blive anset for deres ven, der ene og alene er det, der giver maskinen en ordentlig, stadig og varig gang. Man har tildels set (alt må egen undersøgelse lære) hvad han udretter; man bør og se bevæggrundene, der virker på ham. Seks hundrede rigsdalers årlige løn og husly er alt, hvad han nyder af ti­ melige fordele. I de sildigere tider har man endog fundet for godt, ventelig til en belønning for hans lange, tro og sure tjeneste, at binde ham hænderne således, at han nu ikke som fordum ser sig i stand til at sørge for indvånernes vel og fremme og deres tarv. En halvfjerdsindstyve års gammel mand kan ikke have meget at vente i en verden, der sjælden dømmer og lønner rigtig, især i et embede, der har intet af det glimmer, der tildrager sig opmærksomhed og beundring; men desto roligere kan han vente det tilkommende, hvor det på hin side graven vil hedde til ham: Vel dig, du tro arbejder. Du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over mere. Til statsfordelene har man troet at kunne regne: pligternes og fortjene­ sternes bestemmelse; sparsommeligheden, der iagttages; at fortjenesten ikke opædes af mange betjente; og endeligen inspektørens ærlighed; overlæg, mod og standhaftighed, efter mulighed at våge over og fremme statens vel og tarv. Til manglerne bør blandt andet regnes: den ringe pris, man sætter på indvå­ nernes arbejde, som gør, at de må leve uslere, end de burde; den liden om­ sorg, man drager for at klæde dem; og endeligen de skranker, man sætter [for] inspektørens nidkærhed og virksomhed, at fremme indvånernes tarv, hvilket endnu med fa ord skal berøres.