MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

228

man aldrig burde tilkende og iværksætte, uden når den yderste nødvendighed gør det til pligt. Finansernes tilstand er, og kan altså ikke være glimrende; dog er den i sammenligning med andre staters fortræffelig. Man kender her ikke til fi­ nansoperationer, der for en kort tid blænder øjet ved de fordele, der med vished påstås at skal komme, og som om kortere eller længere tid ganske na­ turlig forvandles til tab, som de arbejdende stænder må betale. Lige så lidet kender man til finansstyrere, der ved at fradømme alle andre menneskefor­ stand, røber, at den, de indbilder sig selv at besidde, ikke rangerer med de første, næppe med de sidste klasser i fornuftens rangordning. Så længe slige kloge herrer iagttager denne forsigtighedsregel: ikkun ved breden bord at ud­ kramme deres visdom, lykkes det dem at blive ansete for vidundere. Drister de sig udenfor, går det dem ikke bedre end Ikarus, der trodsede solens magt. Deres voksvinger smelter, og deres derved forårsagede fald bliver ikarisk. Statens fordele og mangler Ingensteds skønnes bedre på fortjenester. Pligters iagttagelse medfører beløn­ ning; deres overtrædelse straf. Hvad der er pligt, og hvad der ikke er det, er så nøje bestemt, at ingen kan undskylde sig med uvidenhed. De er ej heller så mange og forskellige, at deres mængde kan forvilde. Hvad der er pligt i dag, det er og i morgen. Ingen persons anseelse finder sted. Der gives ingen, såkaldte, højere stænder; altså ingen ærgerrighed, ingen renter af betydelig­ hed. Som de afsjælede legemer i deres mørke bolig er alle her hinandens lige uden mindste forskel. Gunst og yndest virker lidet; roligen ses derfor det til­ kommende i møde, og ønsker holdes for at være utidige. Moder kunne ikke trænge sig igennem eller bestige mure, der bevogtes af gammeldags tarvelig­ hed. Vellyst skælver blot ved synet, og drister sig ikke engang til at komme nær. Kunstig sammensat bedrageri finder her intet parterre, der tilklapper det henrykkende bifald. Enhver våger over egne, og kontrollerer med andres ret­ tigheder. Ingensteds er man så frygtsom for at låne uden at betale. Sagen er denne. Man kan her ikke gøre opbud; boerne kunne ikke komme under ret­ tens behandling; pro forma veksler cirkulerer ikke, og akkorder indgås ikke af kreditorerne. Enhver skal og må betale sin gæld. Denne pligt er bleven til en lige så urykkelig som for skyldneren rædselsfuld lov. For en lånt hovedsum, Quid suit, ut tutas agitaret Dædalus alas, Icarus immentas nomine signet aquas. Nempe quod hic alte submissus ille volabat, nam pennas ambo non habuere suas.