MiraklernesTid_1700

Lasternes ulykkelige ofre 213 Vises nu, hvorledes Børnehuset er blevet det, det er, og beskrives tillige dets nærværende forfatning, kan ej heller være nogen tvivl om, at dets stati­ stik er leveret. Tilstås det, og hvorfor skulle det nægtes? opløftes min isse langt over skyerne, og Børnehusets statistik må nødvendigen noget af den yndest, agt og ære blive til del, der ellers bortødsles på dem, der giver sig ud for at forstå statistik, og isteden for en fast grundvold giver os brokker og stykker, der, lagte til grundvold, ikke engang kan bære en ussel hytte, endsige en skøn bygning. Dog gør man ikke stor regning derpå, da det fornemste fattes; thi så går det: Pral og brammen, navne, titler og udvortes glimmer, blænder ikke mindre mængden end de såkaldte fornemme. Retskaffenhed, sandhedskær­ lighed, uforsagt dyd, finder vel i almindelighed berømmere, men ve dem, der drister sig til at bringe dem i udøvelse. De er værre og afskyeligere, end det værste og afskyeligste, man ved at nævne. Deres hensigt er nedrig, deres hjerter ondskabsfulde, deres ord og tale bitrere end galde. Træskhed, rænker, underfundighed derimod dadies almindeligen; men deres lykkelige besiddere berømmes, æres og forgudes. Børnehusets historie Navnet er, som allerede anmærket, upassende, men hvad vil det sige? Den li­ den ulejlighed, deraf synes at flyde, erstattes fuldkommeligen derved, at man ikke behøver at bryde hovedet med at gøre forskel på tugthus, børnehus, op­ fostringshus, arbejdshus; og altså er det ligegyldigt, til hvilket af dette slags huse, folk, man vil forskaffe levebrød, henvises. Eksempler på lige klogskab findes hos os utallige. Således, at man ikkun skal vedrøre ét, forvikles og ind- vikles begreberne om bankens kredit, statens kredit, kongens kredit, at deraf fremkommer en røre, man slipper lettere [om] ved at tilstå uopløselig, end [ved at] give sig af med dens opløsning, som desuden er betænkelig, da man ikke kan vide, hvor de ædlere dele vil hendunste. Frederik den anden, hvis omhu for fædrelandet gør ham til alle tider lige så megen ære, som den i hans tid gjorde Danmark æret, agtet, anset, skænke­ de 10.000 rigsdaler til et opfostringshus. Han ville at fattige børn skulle lære noget, og ikke ved at tigge og bortdrive ungdommen i lediggang opvokse til unyttige og skadelige lemmer for staten. Børnehus-kandidaternes antal, som udenfor ikke gavner staten, og dog ikke alle kunne komme ind, troede han derved at ville formindskes. Københavns Magistrat overdroges kapitalens forvaltning på vilkår, at den skulle være ansvarlig for hovedstolen, og af egne midler betale, hvad der af samme formindskedes. Således bød obligationen, anderledes skulle den have budt, når man til den tid havde haft den erfaring, at regnskabs fordring for