MiraklernesTid_1700
Peter Henningsen
166
gers indflydelse på livet efter døden mv., hvorfor det nu i stedet betragtedes som et - om end ind til videre åbenbart nødvendigt - onde, der skulle be kæmpes. Herom vidner de mange udkomne forordninger fra 15- og 1600- tallets Nordeuropa, der enten regulerede eller forbød tiggeri. En faktor, der også synes at have spillet ind, er datidens opfattelse af, at tiggerne blev stadig flere og flere. Såvel i 15-, som i 16-og 1700-tallet høres idelige klager over det stigende antal fattige og dermed også af et stigende an tal tiggere. Efter alt at dømme var man ikke helt galt på den.36 Efter en dra matisk nedgang i befolkningstallet i forbindelse med Den sorte død i midten af 1300-årene, var befolkningstallet omkring 1500 igen oppe på samme ni veau som ved pestens udbrud i 1348, og derefter steg og steg befolkningstal let, mens samfundets ressourcer ikke steg tilsvarende. Man regner med, at be folkningstallet i Europa steg fra omkring 65 mill. til ca. 127,5 mill. i perioden mellem 1500 og 1750, og væksten var størst i tiden før 1625. Efter 1750 indtraf igen en voldsom stigning i befolkningstallet og den europæiske befolkning blev næsten fordoblet i tiden frem til 1900, og heri er ikke medregnet de ca. 50 mill. europæere, som i perioden 1840-1914 emi grerede til oversøiske lande som Amerika, Australien mv. Befolkningstallet steg med en hast, som ressourcerne slet ikke kunne holde trit med.37 I lands byernes jordfællesskaber lå fordelingen af gårde og huse fast, og i byerne holdt laugene mange nytilkommere ude. Konsekvensen blev en stigende pauperise- ring af de europæiske befolkninger.38 Send dem hjem Sondringen mellem værdige og uværdige tiggere —mellem syge, gamle og børn på den ene side og raske, arbejdsføre betlere på den anden - var imidler tid ikke en sondring, der først opstod med Reformationen. Sondringen var også blevet foretaget hos flere middelalderlige (katolske) teologer. I den mid delalderlige gejstlige litteratur kan der således findes talrige eksempler på, at man forsøgte at sondre mellem værdige og uværdige trængende. Herhjemme er det kendt, at allerede Christian 2. (1513-23), som nævnt, med land- og bylovene i 1521-22 indførte tiggertegn til værdige tiggere, mens de uværdige skulle uddrives af byerne, hvis ikke de ville arbejde. Men betleri som sådan, var stadig en accepteret levevej for de ikke-arbejdsføre.39 Arbejde var en dyd og flere af kirkefædrene såvel som teologerne og juri sterne, fremhævede, at man var nødt til at skelne mellem de forskellige slags fattige og nægte almisser til dem, der var i stand til at arbejde. Lediggang og løsgængeri blev fordømt, ligesom kirken i flere tilfælde godkendte, at de verdslige myndigheder tog initiativer til at komme tiggerproblemet og løs
Made with FlippingBook