MiraklernesTid_1700

Op til Zions Glædesskare 117 Hvad vi her ser ansatsen til, er en rationelt argumenteret omvendelse, hvor et filosofisk pro et contra bliver afgørende for, om man vil fuldføre den. Det er tænkeligt, at Struensee, der i øvrigt ikke ganske fornægtede Guds ek­ sistens, har været med så langt. Men det var naturligvis ikke tilstrækkeligt for hverken Munter eller det officielle Danmark. For at undgå helvede, måtte Struensee ikke bare bekende og angre sine synder, men tro på Jesus. Og det var, hvad delinkventviserne fortalte var sket. Munter vil naturligvis overbevise om det samme, men i sin tekst lader han skinne igennem, at det næsten var gået for nemt: ’’Grevens Rolighed og Munterhed tog nu saa stærkt til, at den syntes mig betænkelig”, som han et sted bemærkede.51 Problemet var, at Munter ikke vidste om det var et spil eller inderlig over­ bevisning fra Struensees side. For man må ikke glemme, at hvis Struensee i sit fængsel havde haft håb om benådning, så var samarbejdsvillighed og god opførsel afgørende. Og hertil hørte omvendelsen. Man kan godt få fornem­ melsen af, at Struensee regnede med benådningen, og derfor ikke tog det med omvendelsen tungere, end at det var en formalitet der skulle overstås. Hans forsvarsadvokat, Peter Uldall, oplevede at Struensee var temmelig li­ geglad med forsvarsstrategien, for han var sikker på, at kongen ville benåde ham. ”Jeg anseer det som en pur formalité”, sagde Struensee ifølge Uldall.52 Da Uldall 8. april 1772 fortalte Caroline Mathilde, at Struensee i sit fæng­ sel var blevet ’’ganske forandret og religieux”, smilede hun og gav udtryk for, at hun ikke troede på alvoren deraf.-13Uldall oplyser også, at Struensee var nervøs i fængslet, herunder hvordan han bed sig i fingrene, da han af Uldall blev belært om, at dødsdommen ikke var til at undgå. Det er ikke den ophø­ jede ro, som både Munter og Morten Hallagers skillingsvise forlenede deres i kristendommen hvilende Struensee-figur med. Da Uldall dagen før hen­ rettelsen ønskede Struensee standhaftighed på skafottet, svarede han: ”Ich habe alles, was mir geschehen kann, durchgedacht, um nicht zu sehr frappiert werden“.54At Struensee i en eller anden forstand har betjent sig af Miinters assistance, for at bevare roen til det sidste, kan ikke afvises. Om ægte omven­ delse til Gud er der i så fald ikke tale, og det stemmer overens med endnu et forbehold, som Munter fremsatte. Det er blevet påpeget, at Struensees omvendelse ikke kunne være ægte, fordi det var ulogisk at Struensee var fuld af kampgejst når han mødte for inkvisitionskommissionen, mens hans afmægtighed var tiltagende når han mødte MiinterU Hertil må bemærkes, at allerede Munter havde noteret sig misforholdet. Under gengivelsen af sin samtale med Struensee dagen før hen­ rettelsen, føjede Munter til, at han ikke håbede, at Struensee over for dom­ stolen på hyklerisk grundlag plæderede sin uskyld, især hvad angik anklagen for økonomisk kriminalitet. ”Det er meget vanskeligt i denne Sag at lade al