MiraklernesTid_1700

Op til Zions Glædesskare 113 titelbladets ordlyd være blevet til forud for henrettelsen.40 Som de øvrige vi­ ser er den formanende og advarende med fokus på straffen, der venter. Men den er også interessant ved, at den bekræfter omvendelsesforløbet som pastor Munter senere beskrev det for Struensees vedkommende. Om Struensee skriver Hallager: ”1 Fængslet, hvor han indførtes/Hans Hierte omsider dog rørtes/At give vor Herre Gud Ære/Og sig for en Syn­ der erklære” (vers 15). Visen bekræfter også Munter (eller Munter bekræfter siden visen!) deri, at Struensee modtog dommen roligt og uden anfægtelse, fordi omvendelsen havde fundet sted: ”Han hører sin Dom, og er rolig/Thi Jesus nu haver sin Bolig/Udi hans forbedrede Hierte/Som naade tilsidst kun begierte” (vers 20). Og derfor, konkluderer Hallager, ”Vi ey om hans Salig­ hed tvile/Hans Siel i Guds Haand skal nu hvile” (vers 22). Da henrettelsen havde fundet sted, var Hallager parat med nye viser, hvor tilgivelsen gives Struensee. Som han stod på skafottet, omvendt til Gud, var han som den for­ tabte søn, og derfor ”Saa elskes han dog nu af alle sande Fromme”.41 Som det til overflod ses af disse viser, der udkom i dagene umiddelbart før og efter henrettelsen af Struensee og Brandt, var det blevet ivrigt udbredt blandt høj og lav, at de havde fundet Gud inden deres ynkværdige, men alli­ gevel salige død. Miinters og Hees beskrivelser af omvendelsen hos Struensee og Brandt er derfor ikke de egentlige udtryk for, at de blev omvendt, men snarere hvordan. Spørgsmålet er naturligvis om pastorernes bøger om high so- «Ay-delinkventernes genfødsel kan forlenes med en større troværdighed. Især når man tager i betragtning, at den troværdige skildring af begivenhederne i skillingsviserne var sekundær i forhold til Kirkeritualets programmatiske om­ vendelsesforløb. Spørgsmålet om omvendelsernes ægthed Når det drejer sig om Struensees omvendelse, som Munter beskrev den, har den ældre forskning haft en tendens til at tage det hele for gode varer, og i Miinters bog ligefrem finde ”et umiskendeligt præg af troværdighed”.42 Til gengæld har nyere forskning helt afvist, at Miinters bog har noget med virke­ ligheden at gøre.43 Ingen af de to yderpositioner er holdbare, for der er flere niveauer i Miinters fremstilling. Foruden den overfladiske omvendelseshisto­ rie udspiller der sig, som Glebe-Møller har vist, et teologisk funderet opgør mellem tysk og fransk oplysning, og så er der også hos Munter udtryk for tvivl og forbehold om Struensees omvendelse. Tvivl var delinkventviserne helt rensede for, og Munter fremstår derfor mere nuanceret og troværdig end viserne. Det er en opfattelse, de fleste i hans samtid sikkert har delt.