MinderOmDenStoreIldebrand_1728

Faren endnu værre, og der falskelig fik Folk til at troe, at der var kjøbt Morbrændere, heller ikke var Brandfolket bedre ved sig selv. De løb, som ude af dem selv, den ene var den anden i Vejen. Der var ingen Sprøjter, ingen Brandhager, kort sagt intet Brandredskab ved Haanden, saa forvirrede blev alle af Skræk over den uventede Elendighed. Midlertid blev Ilden ved at rase som en Guds Straf. Det var ikke, som det var grundmurede Bygninger, men Straa? hytter, saa hurtig styrtede baade private og offentlige Bygs ninger sammen med et græsseligt Bulder. Jo længere En var fra, hvor Ilden kom op, jo større Tab leed han. Thi de, hvis Huse brændte første Nat fik deres Eiendomme og Bohave reddede, da deres Venner stimlede til, og kappedes at hjelpe; men siden, da ogsaa de, der boede langt nede i Byen, var i Angest for at redde deres eget, kunde den ene ikke hjelpe den anden; thi da de saae, at Ilden, som Ingen satte Grænd? ser, tog bestandig til, og at det brændte i forskjellige Qvarte? rer af Byen paa eengang, saa vendte de Byen Ryggen, og ven? tede aldrig at see den meere. Hiin ud af Porterne flyer, til Søes tyer hellere denne, Hvem langt sikkere Havet end selve hans Fædreland synes. Efter som hver en er ræd, han flygter, meere hurtig end Ilden. Ynkeligt er det at sige, hvorledes i al den Forvirring Folket af rømmede By hendrives i Vilde og Blinde. Efter at Ilden i to Dage havde raset saa gruelig, at næsten hele det gamle Kjøbenhavn med en Deel af det nye var lagt i Aske, vaagnede omsider Borgerne som af en Dvale, og med utrolig Raskhed, ret som de vilde oprette deres Seendrægtig? hed, vovede dem for Levningerne af den afbrændte By. Ingen Stand, intet Alder, intet Kjøn, undslog sig for de haardeste Arbejder, da Kongen, og Kronprindsen, vor nuværende aller? 16