Melchioriana_1910

43 digvis har jeg aldrig følt mig generet af min Uvidenhed, skøndt jeg i Tidernes Løb har gennemrejst Mellemeuropa paa Krys og Tværs. Men selv om man nu — efter saa mange Aars Forløb — kan finde et og andet at udsætte paa Datidens Undervisning — der vel var ens i alle Skoler, saa skylder man dog Sand­ heden at indrømme, at det, man den Gang lærte, det lærte man tilbunds, og fra Styrelsens Side gjordes der den Gang alt for at knytte de bedste Lærerkræfter til Skolen. Og saa den Disciplin, der herskede! Horn me l s Evne til at holde selv de uroligste Elementer blandt Drengene i Ave, var rentud fænomenal. Selv paa »Legepladsen« gik alt roligt og stille til. Kun én Gang kom der lidt mere Liv i Gemyt­ terne. Det var under den tyrkisk-russiske Krig i 1877. Saa legede vi alle Russere og Tyrkere. Undertegnede og nu­ værende Redaktør Wi t z a n s ky var sidstnævntes Førere, og jeg husker, at »Krigen« endte paa den meget originale Maade, at Wi t z a n s k y en Dag nappede Russernes Fane og slugte den (synderlig stor har den aabenbart næppe været!). Denne Bedrift blev af Russernes Ø-verstkommanderende rapporteret til Horn mel, som øjeblikkelig erklærede »Krigen« for endt! Den kære, gamle Skole, der rummer saa mange Erin­ dringer fra Barndommen — det er sikkert gaaet flere som mig, da Aviserne for et Par Aarslid siden meddelte, at den var ophørt at existere. — Det gav ligesom et Stik i Hjærtet, og der er sikkert i de Dage sendt Jørgen Me l ch i or mange kærlige og deltagende Tanker. Det var jo et Stykke af vor egen, lykkelige Barndom, der gik bort. »Cloture!« lyder en Stemme bag ved mig. Det er en al Spillebankens Tjenere, der med dette ene Ord river mig til­ bage til Virkeligheden og lader mig forstaa, at nu skal der lukkes. Jeg henter mit Tøj i Garderoben og forlader Kasi­ noet. Udenfor er alt roligt; kun et sagte Sus i Palmerne og Middelhavets Brusen afbryder Stilheden. Hvordan var det, der stod i den gamle danske Læsebog: