Melchioriana_1910

41

mange; senere kom der unægtelig liere til. Det første Indtryk af Skolelivet var iøvrigt tiltalende nok. Husker jeg ikke fejl, var det den Dag Thorvaldsens Hundredaars Fødselsdag, og vi fik i den Anledning en Times Foredrag om den store Billedhugger og blev derpaa sendt hjem. Selv om jeg paa Hjemvejen fra Skolen neppe har haft nogen dybere Forstaaelse af Thor­ valdsens Kunst, har jeg rimeligvis fundet, at paa den Maade var det den letteste Sag af Verden at gaa i Skole. Men jeg blev jo hurtig kureret for min Fejltagelse. Ved Oprykningen i 2den Klasse fik vi forskellige Lærere i de forskellige Fag. I Øjeblikket mindes jeg kun en af dem — Hr. Gj e l l e rup , som havde den Opgave at indvi os i Regnekunstens Mysterier, og hvis Straffemethode: nogle Slag af Linealen paa den Hade Haand, var almindelig frygtet. Naar jeg nu af og til kommer op paa Universitetsbiblioteket og i Læsestuen appellerer til Hr. Gj e l l e rups Elskværdighed og Hjælpsomhed, forekommer det mig, at de mange Aar næsten er gaaede sporløse hen over hans Hoved, mens man selv har undergaaet en ganske anderledes Forvandling. — Fra min Oprykning til 2den Klasse mindes jeg ogsaa vor gamle Sanglærer, Fr i t z Ande r s en , der ligeledes endnu gaar frisk og ungdommelig omkring iblandt os. Der siges jo tit, at Lærervirksomheden virker opslidende; paa de to nævnte Veteraner passer Paastanden sandelig ikke. Alle Skolens otte Klasser gennemgik jeg, uden dog at tage Afgangsexamen. Da det var Meningen, jeg skulde studere, var den jo uden praktisk Betydning. Otte lange Aar! Dag ud og Dag ind sex Timer paa Skole­ bænken — naar lige Ferierne undtages — og alligevel? Hvor lidt husker man egentlig fra denne Tid? Paa enkelte Und­ tagelser nær er Kammeraterne fra disse Aar ganske for­ svundne fra Ens Synskres. Kun de faa, hvis Livsvirksomhed er falden sammen med Ens egen, træffer man af og til. Jeg glæder mig til, naar Jubilæumsskriftet kommer, at se, hvad der er bleven af alle de andre. Saa staar egentlig Lærerne skarpere tegnede i Erindringen. Naa, det var jo ogsaa Mænd, hvem Livet allerede da havde sat sit Særpræg paa, mens Kammeraterne jo kun var som det bløde Ler, der først skulde formes og hærdes til Kampen for Tilværelsen.

I