Melchioriana_1910

nogensinde vor gode, gamle skrivelærer Seidelin — Niledies var hans kælenavn — man kan høre ham endnu: skråstreger 1—2—3 o. s. v.; Stort latin: A—B - C . . . . Jeg troer, at man i få skoler lærte en smukkere liaandskrift end i Melchiors. Fritz Ander s en lærte os at synge. Jeg husker enepisode fra en sangtime. Vi skulde lajre en ny^ sang, det var »Du gamla, Du friska« og for opmuntrings skyld havde Fritz Andersen udsat en 2o øre for den dreng, der først lærte melodien; vin­ deren blev Vi ggo Em il B i e 1e f e 1d t, allerede dengang spi­ rede de evner i ham, som senere udfoldede sig så smukt. I regning havde vi i nogle klasser Neumann , fader til vore bekendte skuespillere. Jeg husker gi. Neumann , — til trods for et stift ben kunde han tage klassen i et par spring — når han skulde muntre en eller anden, hvorledes han med sin »neumannske« slemme — jeg tænkte altid senere på faderen, når jeg hørte sønnen — råbte: »Der er én, der skal ha’e en lussing, og det er Dig, min rare dreng!« hvorefter dommen eksekveredes til næsten lige stor moro for synderen, som for os andre. Engelsk var skolens hovedsprog, doceret i de højere klasser af niænd med navne som Li s t ov og Gul dbrands en . 1 tysk Ni s s e n og Kape r , sin tids vistnok bedste navne. C. L. Pe t e r s en med sit lokkede kunstnerhoved i tegning, havde vist ikke én uven blandt eleverne. I naturhistorie den senere generallæge Møl l er , han havde privilegium på at komme meget sent i timen. I mathematik havde vi nuværende gene­ raldirektør Cha r l e s Ambt — Bien (godt) —kaldte vi ham; han var dengang ganske ung, og havde selv gået i skolen. Jeg ser ham endnu tydelig for mig, hvorledes, når Mel­ ch i o r eller Horn m el kom ind i klassen, purpurrødmen loer over hans kinder, han havde sikkert endnu ikke den­ gang forvundet »respekten« fra skoletiden. Last but not least skal af mine lærere fra den tid nævnes Le i sne r i historie og geografi. Jeg er sikker på, at alle de mennesker — og de er mange — han i gennem årene har undervist kan se ham lyslevende for sig, når de tænker på ham. Egentlig elsket var han ikke af os — dengang, senere har vort syn sikkerlig ændret sig. Han var skolemand til fingerspidserne. Engang kom en elev, som ikke havde ham til lærer i historie, ind i den klasse han underviste. Le i sner , som altid gik meget langsomt frem i undervisningen med små pensa, spurgte ham