Melchioriana_1910

15

der løses Sjælens bundne Tanke og prøver sine Vingers Flugt og svæver som den unge Bi pa a Foraarsengen let og fri. Og den som dvælet har derinde, han glemmer aldrig denne Tid; han hviler ud i dette Minde og styrkes under Livets Strid; a f hans Erindrings hele Krans har intet Blad saa ren en Glans. Du selv, o, Gud, har Huset bygget, som freder om vor Barndomsstund: a f dine Palmer overskygget det hviler paa din faste Grund! hold over det din milde Haand og fy ld det med din Sandheds Aand! E f t e r T a l e n . Kundskabs Fader, Visdoms Væld! til vor Gerning giv os Held! hvad her plantes, lad det lykkes; hvad her grundes, lad det bygges p a a den rette Hjørnesten! L ad en Slægt opfostres her, sund og flink til Livets Færd, som kan vogte, som kan hædre Arven fra de høje Fædre, Danmarks Sprog og Danmarks Navn!

V E D A F S L Ø R I N G E N . Hammerslaget fælder S k o l e n s Mur i Grus, Travle Hænder tjælder S k o l e n s nye Hus. Nye Kræfter gemmes I dens nye Bo, — Aldrig skal dog glemmes — Skolens f ø r s t e to. H. E. ME L CH I O R . Du, hvis Liv var bløde Barnesjæles Røgt,