Melchioriana_1910

11

SOLO. Som P ilgrim higer gennem fremmed Lande. Som Hjorten skriger efter Flodens Vande, Saa tørster Slægten efter nyttig Viden, Og Slægtens Børn er — Børn af Tiden.

RECITATION. Fra Herlufs Gaard en ung Student Til Hovedstaden drog med Haab og Længsel, Hans lyse Blikke var mod Fremtid vendt Han fr y g te d ’ ej dens Modgang eller Trængsel. Han husked, der engang var blevet sagt: Enhver Soldat, som ikke er en Kryster , Men kæmper for sit Land af al sin Magt, Han bærer Marechalstaven gemt i sin Tornyster. Var Midlerne end ringe, han tog dog dristig fat, Det Guld, han ejed, lod sig ikke stjæle, A f Kundskab fik han samlet sig en Skat. Den blev paa Rente sat — i Barnesjæle. Han aabnede sin Skole, — det kunde sagtens ske, Thi Læreren var én, og Disciplene kun tre. Men uopdyrket, Jordbunden kræved Id og Tid, Og aarie, silde maatte den beredes, Dog Urteg aardsmanden forvandled’ den ved Flid Til frugtbar Muld, hvor nu hans Plantning fredes. Stenene han r y d d e d , med Ukrudt fik han Bugt, Helst fo r han frem med Læmpe, vel stundom og med Tugt,

Han skærmed og plejed hver spirende Evne Og ledte den frem til Vækst paa det Jævne. Hans Tanke var a f Virkedrift besjælet. Hans klare Aand med Hjærtet var formælet. Og Gærningen vokste, som Tiderne randt, Ej ene han mægt ed’ dens Tarv, Da var det, sin trofaste Hjælper han fandt, Som tog den med Sønnen i Arv. I Borgerskolers Rækker som den første Den hævdede sin Plads og blev den største,

E t Kuld a f djærve Sønner den fostred for sit Land, En Flok af brave Mænd, som har hædret deres Stand. I Fredens Saga vil iblandt Bedrifter Staa den, han øved, Melchiors Skoles Stifter.