MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

Standen med endnu flere forhutlede Smaaexistenser, der knap kunde tjene til det tørre Brød og sjældent kunde udføre et Stykke Arbejde ordentligt. Det, som kunde have været til Gavn; Foranstaltninger til at hæve Standen i Dygtighed, Omsorg for en bedre Uddan­ nelse, baade theoretisk og praktisk, blev ikke gjort. I Virkeligheden vakte Forordningen da ogsaa kun Forbitrelse blandt Mestrene, og det har naturligvis ikke hjulpet paa Forhol­ dene, at der i de følgende Aar blev givet »Værkgesellerne« ved Kjøbenhavns Brandkorps og de Flaandværkere, der indtraadte i Borgervæbningens forskellige Korps, Frimesterrettigheder. Forholdet mellem Mestre og Svende løsnedes derved i høj Grad. En Mester var aldrig sikker paa at kunne beholde en Svend, og særlig i Malerhaandværket var det galt. Da Magistraten 1812 rettede en Forespørgsel til Lavet om, hvad en Malersvend fortjente, saa svaredes der, at derom kunde der vanskeligt siges noget, »thi vi have kun meget faa og næsten ingen Svende ved Lavet.« De fleste var ansatte ved de bor­ gerlige Korps og arbejdede som Følge deraf paa egen Haand »til Mestrenes store Skade, der ikke kunde lade det Arbejde, de have, besørge tilbørligen, dels af virkelig Mangel paa Svende, dels fordi at en saadan Svend, som ofte driver Fuskeri paa egen Haand, ser sig i Stand til at gøre Arbejdet til langt ringere Pris end Mesteren formaar«. Hvor slet Forholdet var mellem Mestre og Svende ser man ogsaa af en Erklæring, Lavet afgav 1813 paa en Lore- spørgsel fra Magistraten om, hvorvidt det fandtes rigtigt at forlænge Svendenes Opsigelsesfrist. Malerlavet var stærkt herimod, thi hvis Lristen blev forlænget, vilde Svendene blot