MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 8 2 —

stillet end de ugifte. Han kunde f. Eks. arbejde paa Dagløn, hvad de ugifte ikke kunde, og han var næppe saa stærkt in­ teresseret i Overholdelsen af »Handwerksgewohnheiten« og i det hele ikke saa let bevægelig som de ugifte, zünftige Svende. Det, den gifte Svend derimod fremfor noget var optaget af, var Lønforholdene. I ældre Tid spillede Lønnen — som foran omtalt — en forholdsvis ringe Rolle, men sidst i det 18de Aarhundrede, kommer dette Spørgsmaal stærkt frem. 1787 træffer vi en Klage fra Malersvendene til Magistraten over, at Mestrene antog Daglejere, saa at Amtssvendene kom til at gaa ledige, men det eneste Svar, Svendene fik var, at de havde at holde sig Artiklerne efterrettelige, og at de, hvis de gik ledige, risikerede at blive straffede for Løsgængeri. Sandsynligvis har Mestrene svaret paa Klagen, at det var Svendenes egen Skyld, at de maatte holde Daglejere, at Svendene var selvraadige og trodsige osv. Det var jo den sædvanlige Melodi, men den passede snart ikke længere til Forholdene. Der var nu bag Svendenes Forlangender et anderledes alvorligt og bydende Krav end tidligere, og der skulde kun ganske lidt til for at faa de ulmende Gløder til at slaa ud i Flammer. Det skete 1794 ved den store Strike, der begyndte blandt Tømrerne og efterhaanden rev fem andre Fag med sig. Og- saa til Malersvendene naaede Agitationen, men det lykkedes Mestrene at faa dem til at blive ved med Arbejdet, »dels ved