MalerlavetKjøbenhavn_1622-1902

— 6 1 — Og hvad nyttede det, at de rigtige Lavsmestre forargedes, selv om der ogsaa til Tider bødes dem ret stramme Ting. Hvad skal man saaledes sige til, at en Mand androg om og fik Bevilling som Frimester, fordi han havde været Tjener i 12 Aar hos General Wagner. I den Grad bredte den Op­ fattelse sig, at Andragendet og dets Motivering var noget rent formelt, at man kan finde Ansøgninger, der gaa paa Formlen: »Da saa mange andre ere bievne forundt den Naade, saa til­ lader ogsaa jeg mig at andrage derom«. Havde man Mangel paa Argumenter, synes Andragerne ikke altid at have været bange for at opdigte nogle. Der findes flere Eksempler paa, at Lavet i sine Erklæringer afslørede vitterlige Usandheder i Ansøgningerne, men alligevel blev Bevillingerne givet, og det var kun en daarlig Trøst, at man bagefter kunde notere i Protokollen, naar Bevillingen blev indført, at den var givet, »uagtet han paa løgnagtige Foregivender havde ansøgt«. Nej intet nyttede. Hoben voksede, og Ansøgerne vedblev at mylre frem. Det virker ganske pudsigt imellem alle disse Stakler at finde den senere Berømthed Nic. Abraham Abildgaard , der 1764 søgte der for derved at erhverve sig saa meget, at han kande besøge Kunstakademiet. Forgæves indvendte Lavet, at han lige saa godt som enhver anden Malersvend kunde frekventere Malerakademiet i den Tid, han som Svend tjente hos en Mester. Abildgaard fik, hvad han ansøgte om. Ligesom alle de andre. Frimestrene var dog ikke de eneste, Lavet maatte gøre Front imod. Foruden det store Antal »Fuskere«, der fik Lovens

omTilladelse til at arbejde med egne Hæn­