MagasinDuNord_1868-1943

I al Fald havde jeg et hæftigt Haab om, at han sad foran Angleterre — hvad han ogsaa gjorde — naar jeg skred forbi paa Vej fo.r at gøre Indkøb. — Far — havde jeg bedt — maa jeg faa 2 Kro­ ner til Chiffon. Jeg skal hen i Magasin du Nord. — Jeg syntes, du købte Chiffon forleden? — Jamen det var ikke til m ig selv. — Naa, ja, værsaagod! Jeg gad vidst, hvor man­ ge A len Chiffon, der hører med til en ung Piges Paaklædning? D et var mange. Heldigvis! — Goddag — sagde han og rejste sig, naar man kom forbi — hvor skal D e hen? Et nonchalant Kast med Hovedet. — Aah bare hen i Magasin du Nord og købe noget Chiffon! Ogsaa han maa have faaet Indtryk af, at unge Piger svøbte sig i Chiffon fra Hoved til Fod. Men til de dyre og forstandige T ing skulde man jo have en rigtig Voksen med. Kun Chiffon fik man selv Lov til at købe. Derfor var vi gladest for Magasin du Nord om Foraaret, naar vi var forelskede og kunde stikke ud af Døren uden Ledsagelse — for at købe Chif­ fon. Magasinet var — efter Datidens Begreber — stort. D e helt Gamle sagde: altfor stort — og købte stædigt i Specialforretningerne. En Tid. Saa overgav de sig. — D e Unge — sagde de, og lod som det var Børnenes Krav, de bøjede sig for — de Unge vil jo absolut have, det skal være fra W essel og Vett! — Saa vrissede de ad Ungdommen, som der altid

fra Landet, troede, at Magasin du Nord var Kon­ gens Slot, betragtede det som en Bygning og en Institution, der var lige saa evig som Rundetaarn og T ivoli og meget mere interessant at komme i end det første og næsten lige saa dejligt som det andet. Desuden var der noget over det, der gjorde det i en særlig Grad til vores. O g det var, fordi det var os, der lærte de Voksne at kalde det »Magasin du Nord«! Far og Mor o g Bedstemor og Farmor sagde »Wessel og Vett«. Længe! Men til sidst sej­ rede vi og lærte dem det rigtige. T il Gengæld vidste vore Børn ikke, hvad vi mente, hvis vi af Vanvare kom til at sige »W essel og Vett«, og vore Børnebørn har næppe engang hørt Navnene.

baade før og senere er blevet vris­ set af den, og følte sig uhyre fri­ sindede, naar de føjede os. Med Maade! For enten vi peb eller sang, skulde vi som fjortenaarige have Korsetter med Fiskeben, der blev halet sammen om vore i For­ vejen tynde Kroppe, saa der kunde dannes Figur. — Aah, hvordan saa vi ikke ud! Nykonfirmerede, stramme paa Midten med lange Kjoler med Kantebaand, som vi traadte løs o g snublede i. Smaa latterlige Damer i Spændetrøje med Parasol og Strudsfjer paa Hatte saa store som Møllehjul.

Men alle tre Generationer har været lige v illige til at komme derhen og derind. Maaske endda den yngste mest, fordi de store Vinduer med Legetøjet giver aa- bent Syn over hele Slaraffenland. Ved Juletid — ak ved Juletid staar der Kampe mellem de helt unge og de helt gamle: Bare een Gang til, Bedstemor! — Bare een eneste Gang til! Og dog — vilde de heller end jeg, da jeg var atten Aar? Eller brugte jeg det blot som Paaskud? 46