MælkerietEnigheden_1897-1947

Men en tung, sørgmodig Tone og en Kone med sin Spand bliver levende paa éngang i mit Minde, det er Køerne, der brøler i min Barndoms Bondeland, Solen synker, saa er Malketiden inde. Det er Køerne, der kalder, de har gumiet Dagen lang, deres Yvere er spændte, saa det mærkes. Hvor er Koen fuld af Taalmod! Men det brister dog en Gang, og saa brøler den, og Brølene forstærkes. Der var Dugg i Dyrets Øjne. Der var Troskyld i dets Blik, naar en Malkepige satte sig i Stolen og greb fat om Koens Yver, mens den endnu varme Drik sprøjted lifligt frem i Glans af Aftensolen. Det var Græs i ædel Fylde, det var Jordens egen Kraft, der forvandled sig til Væld af hvide Floder. Hvor de smagte, disse Draaber, ja, jeg nød den søde Saft, som man nyder kun de hemmelige Goder!

64