MælkerietEnigheden_1897-1947

sig paa Skolebænken, 10 Timer efter at han var staaet op, efter 8 Timers haardt Arbejde, Trappe op og Trappe ned. Den stærke Kakkelovnsvarme døsede ham, og snart sank Hovedet ned paa Bordet, og han tog sig et lille Blund. Det skete næsten hver Dag. Læreren, som var en elskelig Mand, lod ham gøre det. Han havde talt med Moderen, som forklarede, at hendes Mand tjente 16-18 Kroner om Ugen, og naar Charles dertil kunde tjene 3-4 Kroner med Drikkepenge, var det et Beløb, som betød noget i Familiens Husholdningsbudget. I Skoletimerne glimrede han som sagt ikke. Men var der egent­ lig noget at sige til, at han aldrig blev Duks og ikke fik Præmie ved Afgangen fra Skolen? Alene det, at han fulgte med og blev rykket op i en ny Klasse hvert Aar sammen med os andre, var en Bedrift, selv om hans Plads som Regel var paa nederste Bænk. Maaske havde han netop derfor fortjent en Præmie. Charles var en god Dreng, endda egentlig godt begavet, rask og »stor i Slavet«, som den bliver, der har Indtryk af, at han yder mere end andre. Dominerede han ikke, naar Læreren i Historietimerne hørte os om Riddernes Korstog til det hellige Land, var det end umuligt for ham at lære Kongerækken uden­ ad, saa var han uden for Skoleporten ubestridt Nr. 1. Han kendte ikke til de nu saa moderne Komplekser, han kendte ikke til noget Mindreværd. Vi andre beundrede ham. Han fik 25 Øre om Ugen af sin Mor, og han røg 2-3 Cigaretter hver Dag. Og han havde altid oplevet noget paa sin Vej gennem Byen, naar hanmødte Klokken 1 i Skolen. Saa havde han set en løbsk Hest, en anden Morgen havde der været Ildebrand paa Nørrebrogade, og var der ikke andet, kunde han altid berette om en fuld Mand, som et Par Pansere havde slæbt til Stationen. Ved det Liv blev mange københavnske Mælkedrenge sat langt tilbage i deres Undervisning. De var for trætte og lærte for lidt. De fleste af Skoletimerne var faktisk spildt. Det var et stort 10