LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

^

TREDJE AFSNIT: I 8 I2— I 842

Tilladelse fra Departementet for de udenlandske Sager') en officiel Erklæring om, at »ligesom a f den almindelige Enkekasse godtgiøres Zahlkassen i Kiøbenhavn alt hvad, sum af de Kongl. Kasser i Norge er udbetalt i Pensioner fo r denne Kasses Regning indtil 1813 Aais Udgang . . . ., saa ville og de 1 Norge nu værende Enkei, som ete berettigede til Pension af den almindelige Enkekasse fremdeles fra . .. 1814 Aars Begyndelse uvægerligen erholde samme paa Kassens Kasserer- Comptoir i Kiøbenhavn udbetalt ... .« Da imidlertid forhandlingerne mellem de udnævnte Kommissarier paa- begyndtes, gjordes der fra norsk Side gjældende, at den almindelige Enkekasse i Lighed med andre fælles Fonds burde inddrages under Opgjørelsen og en eventuel Deling foretages. Hvorvel de danske Kommissarier, M a l l i n g , P l o v e n og A l b e r g , nærmest vare stemte herimod, udbad de sig dog for det Tilfældes Skyld, at man maatte give efter paa dette Punkt, Oplysninger af Enkekassen om Beløbet af dennes Pensioner, henholdsvis til norske og danske Interessenter, et Aar før Rigernes Adskillelse, samt Direktionens Be­ tænkning om, hvorledes en saadan Adskillelse paa nemmeste Maade, men dog til fælles Betryggelse kunde iværksættes. Direktionen indgik i den Anledning til Kongen med en Forestilling, hvori den næst at udtale, at Pensionerne til Norge udgjorde omtrent '/5 af det samlede Beløb, hævdede » at et Enkekasse Institut er, efter sin Natur, uop­ løseligt, eller at det i det mindste ikke lovligen kan opløses, uden med enhver enkelt Interessents særskildte og frivillige Samtykke. Antog man det modsatte, saa kunde det ikke feile, at jo mange ved forandrede Omstændigheder og Udsigter vilde finde Fordeel ved at udtræde a f Forbindelsen; og naar Interessenterne skulde have Ret til efter Behag at udgaae, saa synes det Institutet ogsaa paa sin Side maatte have Ret til at udsige Interessenterne, naar der ved dem var et forestaaende Tab at befrygte. Men under saadanne Betingelser lader sig naturligviis ingen Enkekasse eller Forsørgelses-Institut tænke .« Direktionen formente derfor, at havde de norske Interessenter ikke en saadan Ret til at forlade Forbindelsen og fordre Fondens Deling, kunde den norske Regjering ikke tiltage sig samme, og det antoges tillige, at Kieler- Traktaten ikke hjemlede en slig Fordring, men at det udelukkende maatte bero paa Kongen som Kassens Garant, om en saadan Forandring i Kassens Grundforfatning kunde bevilges eller ikke. Hvis imidlertid en Deling blev nødvendig, antog Direktionen, at den skadelige Indflydelse paa Kassens Balance, som en vilkaarlig Afgang af et ') Se dettes Skrivelse af 3 Januar 1815.