LivetIKjøbenhavn

66 dem af og paa; de holdt hende ved Forklædet, naar hun gik ud i Kjekkenet, og vare utaalmodige efter at faa hende ind med igjen i Dagligstuen at lege med sig. Hun syede selv Tojet til sine Smaa el­ ler rettere omsyede det fra de større til de mindre, da man kjobte saa lidt nyt Stof som mulig til Børnene. Faders gamle Sommerfrakke kunde laves til Trøjer og Buxer til den ældre Peter og senere vendes og gjøres mindre til lille Christian, og Mine kunde godt nøjes med den Kjole, som Marie havde slidt paa i to Yintre! Det gjaldt om, at Børnene altid vare rene og ordentlige, men paa Stadsen øde­ des ikke meget, og det gjordes heller ikke nødig, da Børnene kun viste sig lidt ude af Huset paa Gaden eller i Selskaber. Det kneb ofte at faa de Smaa ud i den friske Luft, især naar man ikke holdt en regulær Amme, da det saa maatte bero paa Ene­ pigens Tid og Lejlighed. Man kjendte ikke den­ gang de smaa sirlige Børnevogne til baade at skyde og trække, i hvilke mangen ung Moder nu finder Fornøjelse i selv at kjøre sit Barn; den Tids Bør­ nevogne vare smaa grønmalede Pindevogne med en lille Madkasse bagpaa, hvilke man kunde kjøbe for nogle faa Mark. Det var den i hin Tids Adresse­ avis stadig averterende Vognfabrikant Knudsen man kan takke for, at disse Smaakjøretøjer fik et ædlere Snit, forsynedes med Forlæder og Kalesche og frem­ for Alt med »Dumlinger« i Hjulene, som ingen menneskelig Sjæl ret vidste hvad var, men som ef