LivetIKjøbenhavn

203

lode vore Hamborgske Brødre forsyne os med Ko­ lonial- og Manufakturvarer. England var ved sine Kornlove lukket for os og vi havde heller intet smukt og vægtigt Korn, intet extra fint Smør, in­ gen fede Stude, intet Stjerne-Mel at forsyne det med. Prisen paa vort Korn, Smør og alle Livsfor­ nødenheder rettede sig efter vort eget lille Lands mere eller mindre gode aarlige Høst, men var altid lav, — til stor Baade for os enkelte fattige Indivi­ der, men til desto mere Skade for de Tusinder af Landboere, af hvem igjen Kjøbstadfolkene skulde leve. Der var ingen Dampskibsbro lagt over til Skaane, dette herlige Opland, der trænger til Mø­ bler, Manufakturvarer, Mel, Dørlaase, Tandstikkere og alt Andet fra Kjøb^nhavn, og hvis Befolkning baade Søndag og Hverdag fylder dens Gader, Bu­ tiker, Theatre og Forlystelsessteder. Der var ingen Omsætning i Provindserne, som let kunde forsynes med hvad de trængte til ved nogle Jagter, der For­ aar og Efteraar fyldte Nyhavn og Kanalerne. Som en Følge af alt dette laa der ikke hver Ugedag et Par store Dampere nede ved Havnegade (bl. A. og- saa af den Grund, at den slet ikke existerede) for ligefor vore Gjne at snappe Smørret og Kjøclet fra os, saa at vi maa snart sende Bud at kjøbe det i Leith. Man kunde ikke een eneste Gang om Ugen komme over til Malmø, end sige fire Gange om Dagen, og det nu saa livlige Parti ved Kvæst­ husgaden var indviet til Dødens Stilhed, kun af