LivetIKjøbenhavn

119

melt Od med en Pind i hjalp til at skylle Støvet ned og gav friske Kræfter til Vandringen. I den egentlige Kildetid, som dengang var af kortere Varighed, strakte selv de mindre velstaa- ende Middelklasser, for hvem ellers Chalottenlund var det egentlige Samlingssted, deres Udflugt til Dyrehaven o: Dyrehavsbakken, thi disse Navne vare dengang Synonymer for den største Del af Kjøben­ havns Befolkning. Man kjorte i en Kapervogn lige op til »Bakken«, deltog saavidt mulig i alle Forly­ stelser her, stak til Pingen fra de i en Cirkel gaa- ende udstoppede Heste eller Søuhyrer, gyngede baade paa den ene og den anden Led, saa paa »Blaar- manden« og »Frederiksstensmanden« og »Mester Jakel« og Beriderne og de vilde Dyr, spiste Vafler og prøvede »Lykkestjernens« Profetier, indtil man med lettet Pung og træ ttet Sind trak sig tilbage til Charlottenlund for at spise til Aften, drikke Punsch og dandse. Der var vel neppe nogen Haandværker, der ikke engang om Sommeren gjorde en saadan Udflugt med sin Familie, om han maa- ske ellers maatte indskrænke sig til en Vandring til Frederiksberg, og der var vist neppe noget Tje­ nestetyende, der ikke fik Dyrehavspenge og tilbragte en fornøjelig Søndag paa Bakken. Men denne be­ søgtes ogsaa regelmæssig af de mere velstillede Klasser, der enten selv holdt Kjøretøj og om Ons­ dag og Søndag bad nogle Venner med sig, eller som for en enkelt Dag lejede en Vogn. Man und