LigbrændingensHistorieDanmark_1931

51 Udstyret taler i og for sig for sig selv. Om de ældre Tider be­ retter Miniatursværdet, der nu er sunket til kun at være en Brøk­ del af et virkeligt Sværd i Størrelse. De guldbelagte Knapper tyder paa, at den Døde endnu paa dette Tidspunkt er brændt i sin Dragt (men selve Knapperne bar ikke været paa Baalet, de viser ikke mindste Spor af Glødeskal). Toiletredskaberne er fuldtallige, Rage­ kniven, endnu en virkelig Ragekniv, Tatoverenaalen, og endelig det alligevel noget gaadefulde Redskab, der kaldes »Niptang«. Disse Toiletredskaber, den mest personlige Del af den Dødes Grav­ udstyr, er de, som i den længste Tid vedblivende lægges i Graven eller Gravurnen, og som i det mindste antydes, ofte kun ved et til­ fældigt Bronzestykke, saa længe man overhovedet har fundet An­ ledning til at ledsage ogsaa Brandgraven med et Udstyr. Den foran­ nævnte Grav (D) viser os Skikken i sin Opløsning, endnu senere i Udviklingen ligger de af Ejeren optagne Grave. For det meste er det i øvrigt Ragekniven, der antydes gennem det tilfældige Bronze­ stykke. Og heller ikke det sidste Trin i Rækken, de brændte Ben uden noget som helst Udstyr, mangler i Fundene fra denne Høj ved Rom. Hermed er vi naaede til Slutningen af Bronzealderen, og dermed til Enden af en Udvikling, der i og for sig bar formet sig naturligt og logisk. Ogsaa paa andre Omraader er det tydeligt nok, at Kulturen var naaet til et Punkt, livor der var god Anledning til at optage nye Elementer. Det er dette Punkt, der betegnes ved Jer­ nets Fremtræden som Kulturbærer. Men forinden Bronzealderen forlades, er der Grund til endnu at omtale nogle Enkeltheder, Tilfælde, hvor Brandgraven har bragt noget særligt. Vi vender tilbage til Tiden for den nye Skiks Begyndelse og ser i Fig. 19 en (i det ene Hjørne ufuldstændig) mandslang Gravkiste. Den vises i Billedet i tømt Tilstand, med sit Bundtæppe. F inde­ stedet var i en Høj ved Snabhede, under Øster Brønderslev By i Vendsyssel, undersøgt 1917 af Nationalmuseet.1)

9 Højene ved Rom og Snabhede undersøgte ved Hans Kjær.