LigbrændingensHistorieDanmark_1931

44 Gaardejer Ghr. Nielsen, Sdr. Overby, velvilligt tillod, trods Højens ved første Blik miserable Udseende alligevel førte til paa det næ r­ meste fuldstændig Oplysning om den Rolle, som Mindesmærket ha r haft gennem ældre og yngre Afsnit af vor skønne Bronzealders­ periode. Højen er uden Tvivl først bygget i en tidlig Del af Bronze­ alderen. Omtrent midt i Højen fremkom en mandslang Grav, lagt af mindre Sten, saaledes at der maa forudsættes oprindeligt at have været en Ege-bulkiste som det egentlige Gemme for den Døde. Stenlægningen var kun til Underlag for Kisten. Den var, som det er almindeligt at finde det i Bronzealderen, lagt paa den gamle Muldflade eller lidt nedgravet i den. Der var ingen Oldsager at finde; men saadant hænder ogsaa i den tidlige Bronzealder. Hvor stor den Høj var, som dækkede denne ældste Grav, kan ikke afgøres med Sikkerhed. Det ha r været mindst 1 m h., men kan godt have været en Del større. Saa er der sket det, som ligeledes ofte er hændet, at man nogle Aarhundreder senere h a r benyttet den gamle Høj til ny Gravlæg­ ning paa den Maade, at man lagde en ny Grav i Overfladen af eller lid t nede i den gamle Høj og samtidigt byggede Højen større. Man ha r ikke lagt den nye Grav lige i Midten, men lid t til Siden for den. Ogsaa denne nye Grav viser ved sin Udstrækning, 2,4 m i Længden, 1,8 m i Bredden, at den var bestemt fo r et ubrændt Lig, hvoraf der da ogsaa forefandtes Rester paa de nederste Sten­ lag. Ogsaa her maa en Trækiste sikkert forudsættes. Desværre blev der heller ikke i denne Grav fundet noget som helst, der kunde tjene til nærmere Datering. Naar dog ogsaa denne Grav uden nogen Tvivl kan regnes at være fra Bronzealderen, en noget senere Tid, beror det paa Erfaringer af tilsvarende Art i Tilfælde, hvor der var ledsagende Oldsager, som tillod en Tidsbestemmelse. Ved denne nye Benyttelse af den fra Fortiden arvede Høj blev dens Centrum flyttet lidt mod Syd, og det er ved denne Lejlighed, at Hovedmængden af Jordfylden er tilført. Først derefter h a r Højen faaet det anseelige Ydre, hvorom de tilbageværende Rester endnu