LigbrændingensHistorieDanmark_1931

39 optage Kniven. Stedse mere reduceres Udstyret, som Tiden gaar, indtil det kommer til, at en tilfældig Bronzestump »symbolsk« maa gøre det ud for det personlige Udstyr. Efterhaanden sker det, at det bliver almindelig Skik at gemme de brændte Ben i et Lerkar, en Urne , og at nedsætte denne i en af de Høje, som Egnen ejede fra Fortiden, og som man synes at have betragtet med en lignende Respekt, som den, hvormed Flertallet af Mennesker endnu betragter Oldtids Høje. Særdeles ofte findes den yngre Bronzealders U rner at være nedsatte i en Høj fra ældre Tid,

Fig. 9. Ragekniv. Fra Solbjerg, Helium Herred i Aalborg Amt. Jvf. Fig. 4.

fra Stenalderen eller fra den nærmere staaende Bronzealder, til­ syneladende uden Forskel. Som almindelig Regel gælder det, at Urnerne anbragtes i den sfindre Halvdel af Højen. Det er den samme Tankegang, som op til vore Dage lader Sydsiden være den foretrukne paa vore Landsbykirkegaarde. Syd er Lysets, og Livets Sæde. Urnen sættes ofte ned i en lille Stenkiste af mere eller min­ dre regelmæssig Form, men efterhaanden viser Skikkenes Opløs­ ning sig ogsaa her. I det sidste Stadium staar Urnen frit i Jorden. I andre Tilfælde vedblev man endnu, som en sidste Mindelse om de gamle stensatte Grave, at danne smaa Stenkister, efterhaan­ den nærmest smaa Stenkasser af henimod kvadratisk Form, eller som Fortsættelse af Bulkistens Stenlægning en lille aflang Sten