LigbrændingensHistorieDanmark_1931

38 efter Brændingen. Um iddelbart over Benlaget laa et Bronzesværd, hvis Længde liar været bestemmende for Gravens; den maalte i Længden 0,71 m ; Retningen var Syd, en Streg til Vest-Nord en Streg til Øst; Opløsningen af de gamle, faste Forestillinger viser sig h e ri; det er saare sjældent at finde en Legemsgrav, som afviger fra Retningen Øst-Vest. Sværdet, uden al Tvivl Mandens eget, er lagt um iddelbart over de brændte Ben, som den sidste Dødsgave. Men foruden dette laa, midt under Sværdet, to Dobbeltknapper, og end­ videre, nærmere ved Sværdfæstet, en Bøjlenaal, der var b rud t i tre Stykker, og som synes at have været med paa Ligbaalet. Ogsaa paa dette Punk t viser Smerupgraven os altsaa den Usikkerhed i Grav­ skikken, og dermed i de Forestillinger, som ledsagede den, der tyder paa, at Brændingsskikken er kommet til os udefra, og om hvis Betydning Menneskenes Forestillinger først efterhaanden af­ klaredes. I betydelig Udstrækning fortsattes den gamle Tradition, som krævede, at Gemmet for de brændte Ben skulde være en stensat Kiste, der vel blev stedse mindre, men dog endnu bevarede Mindet om den mandslange Grav. Efterhaanden vender den ikke i Ø.-V., som den ældre Skik krævede, men ret tilfældigt. Som Tiden gik, blev det Udstyr af Oldsager, som lagdes i Graven, stedse fattigere. Det virkelige Sværd erstattedes med en M iniaturkopi, og et eller andet mere fremragende Stykke fik tjene som en mere eller mindre tilfældig Erstatning for Mandens gamle Særkende. Paa Fyen ses f. Eks. oftere en stor Kniv som Erstatning for Sværdet. Længst va­ rede en Sædvane, som opkom i yngre Bronzealder, at de mere intime, personlige Sager lagdes i Graven, Toiletsagerne, Ragekni­ ven, Tatoverenaalen og den mærkelige Niptang, som formodes at have været anvendt til at udpille Haar. Ofte er det, som Fig. 9 viser, særdeles fremragende Genstande af denne Art, der fore­ kommer i den sene Bronzealders Grave. Dog er det yderst sjæl­ dent, at man finder selve den tynde Eg bevaret, som viser Rage­ knivens virkelige K arak te r; den er saa fin, at den i de allerfleste Tilfælde er borte, eller falder fra i Smuler, saa snart man søger at