LigbrændingensHistorieDanmark_1931

23 Det er under alle Omstændigheder sikkert, at Ligbrændingen ikke skyldes Indvandring af et nyt Folk. Gennem hele Tidsalderen er der en kontinuerlig Udvikling, navnlig i den dekorative Kunst, som paa Forliaand maatte gøre noget saadant usandsynligt. Men derhos er det efterhaanden blevet klart, at den nye Dødeskik har udviklet sig lidt efter lidt, at den til at begynde med er anvendt spo­ radisk, gennem lange Tider, men saa paa et vist Tidspunkt slaar igennem og bliver faktisk eneraadende. Saaledes maa det ske, naar noget nyt tilføres udefra. Syd for vore Grænser er det gaaet paa ganske tilsvarende Vis. Vi ser Skikkene ændres, først paa et, saa paa andre Punkter. Til Tider ha r man aabenbart været i Vilderede med, hvorledes man med den nye Gravskik skulde forholde sig med selve Gravens Anlæg. I Førstningen bygges Graven fortsat i mandslang Skikkelse, ganske som ved Legemsgraven, med faa Forandringer i det tilvante og i de foran beskrevne Former, snart med Stenkiste, snart med Brug af Trækiste (Fig. 1—2 ). Efter at være rensede, lægges de brændte Ben i et Lag gennem hele Kistens Længde (Fig. 1 ), og over dem lægges det sædvanlige Gravudstyr. Men det kan lige saa ofte findes, at man bar lagt de brændte Ben mere samlet, oftest ved Gravens Midte. Ligeledes, og det er i og for sig mere beteg­ nende for, at man staar overfor en udefra tilført og ikke fast fo r­ met Skik, findes det, at man har brændt Dødeudstyret sammen med den Døde; dette er Udtryk for en logisk Tankegang. Men i de fleste Tilfælde, efterhaanden som almindelig Regel, henlægges Sagerne uden at have været paa Baalet. I lang Tid vedblev man at fastholde det sædvanlige Udstyr og dermed en vis Anseelighed i selve Gravens Tilstelning. Det er end- ogsaa hændet, at Ligbrændingsskikken har bragt os en Viden, som ved Legemsgraven vanskeligt vilde være blevet os tilført. En udpræget Tilfælde af den Art frembyder et Fund, som 1894 fremdroges ved Skallerup, Udby Sogn i Præstø Amt, et af de ældste, men absolut ikke det sidste Tilfælde, der viser os Østsjælland som en Egn, hvor man har været velstillet nok til at sætte Pris paa Sydens Kunst-