LigbrændingensHistorieDanmark_1931

180 thi de stedlige Misbrug var ikke nok til at berettige en almindelig Fordømmelse! Inden han vilde tro paa Sundhedsfaren fra K irke­ gaardene, vilde han kræve Nabolagenes Sundhedsforhold under­ søgt for at overbevise sig om, at Faren truede derfra. Selv havde han i 13 Aar boet ud til en Kirkegaard, paa hvilken der mindst en Gang ugentlig blev gravet en Grav, uden at han havde mærket Stank end mindre Sygdom derfra. Naar blot Kirkegaarden var stor nok, vilde Ligene have tilstrækkelig Plads til at formulde, uden at Stanken vilde kunne holde sig over Gravene, tværtimod vilde Blæsten holde den borte. En Kirkegaard burde ikke om­ gives med en fæstningsagtig Mur, men — som det sømmede sig en Guds Ager — med et aabent Stakit, som Vinden kunde stryge igennem; dog kunde Mure gaa an, hvis de havde mange Gitter- aabninger og Portene stod aabne. Tode var derfor en Fjende af Familiebegravelsernes Indhegninger, mellem hvilke Ligdunsterne kunde blive staaende, og af Ligstenene, der hæmmede Ligenes Formuldning; derimod fandt han, at Træerne gav K irkegaarden et tiltrækkende Havepræg, men de skulde staa, hvor Solen kunde naa lien. Den ivrige Kirkegaardsforsvarer gik saa vidt, at han lagde Skylden for Stanken fra Kirkegaardene over paa de tilstødende Beboelseshuses ildelugtende Bagbygninger, ogsaa fordi de holdt den friske Luft ude. Kun hvor Kirkegaardene var for smaa — det syntes Tode ikke at have indset gjaldt næsten alle Københavns indenbys Kirkegaarde — kunde der være Tale 0111 uheldige For­ hold, især Aabning af uforraadnede Ligs Grave; men han mente, at slige Tilfælde ikke fandt Sted! Hvad var i Forhold til dette lyse Billede af en indenbys K irke­ gaard en udenbys Begravelsesplads? Med tydeligt Henblik paa Assistenskirkegaarden paa Nørrebro udmalede Tode den frit be­ liggende Kirkegaard som et Sted, hvorfra Stanken af V inden kunde føres ind over Byen — en ringe værnet Plads, hvis Stakit Fattig­ folk vilde bryde løs for at bruge til Brændsel, maaske tage Kisterne med; en Plads, hvor Svin, Hunde og Ravne vilde æde af Ligene! — men først og sidst et Sted, hvor de fattige hørte hen.